Selvmord stopper ikke Madoff-sag

1.000 nye erstatningssager mod svindleren Bernard Madoff er på trods af et selvmord i Madoff-familien på vej mod amerikanske domstole.

Foto: Kimberly Unger
Foto: Kimberly Unger
JØRGEN ULLERUP, Jyllands-Postens korrespondent

Washington Mark Madoff, søn af finanssvindleren Bernard Madoff, valgte den hurtige vej ud af alle problemerne.

Lørdag hængte den 46-årige sig i en hundesnor fra et jernrør i sin lejlighed i Soho på Manhattan, mens hans toårige søn sov få meter derfra.

Men det stopper ikke en af den moderne tids største svindelsager, der nu har fået skær af en græsk familietragedie.

Da fristen for klager udløb i weekenden, var der indløbet over 1.000 nye krav om at få for over 50 mia. dollars (ca. 280 mia. kr.) tabte formuer tilbage.

Fortsætter trods selvmord

En af bobestyrerne, David J. Sheehan, fastslår, at sagerne kører videre som planlagt på trods af selvmordet begået præcis på toårsdagen for anholdelsen af Bernard Madoff i 2008.

Ifølge David Sheehan vil mange af de hundredvis af nye erstatningskrav blive løst ved forlig i de kommende måneder.

Andre vil føre til retssager. Som et krav mod en østrigsk bankdirektør, Sonja Kohn, der beskyldes for at stå i ledtog med Madoff ved over en periode på 23 år at have kanaliseret 9 mia. af svindlerens dollars ind i et net af investeringsfonde. Selv skulle Kohn have fået 62 mio. dollars i belønning. Hun afviser alle anklager.

Arbejdede for far

Ligesom sin lillebror, Andrew, arbejdede Mark Madoff for sin fars investeringsfirma, men selv om mange har stillet kritiske spørgsmål til sønnernes præcise rolle, har de altid nægtet at kende noget til faderens pyramidesvindel. Anklagemyndigheden har da heller ikke sigtet brødrene for at have medansvar for svindelen, der gav Bernard Madoff en fængselsdom på 150 år.

Derimod er de som andre familiemedlemmer, der i en årrække levede højt på svindelen, blevet mødt med erstatningssager. Familiemedlemmer har fortalt, at Mark Madoff var meget berørt af, at boets likvidator forleden også anlagde erstatningssager mod tre af Mark Madoffs fire børn.

I alt forsøger kreditorerne at hente 200 mio. dollars ud af Madoffs nærmeste familie. Ifølge avisen Wall Street Journal er han sat under økonomisk administration og skal oplyse til bobestyreren, hvis han køber ting til en værdi af over 2.700 kr.

Umuligt at få job

I slutningen af 2009 klagede Mark sin nød til en ven og børshandler på Wall Street. Det er stort set umuligt for ham at få et job i den finansielle sektor, selv om han har brug for et job for at forsørge sin familie og for at betale de galopperende advokatregninger, afslørede han.

Avisen New York Post skriver, at Marks mor, Ruth Madoff, bebrejder sin mand for sønnens død, og ifølge kilder tæt på familien vil Bernard Madoff få svært ved at leve videre efter tabet. Mark efterlader sig udover sønnen hustruen Stephanie, der var på ferie i Disney World i Florida med parrets fireårige datter. I minutterne op til selvmordet modtog hun fire desperate beskeder fra sin mand.

Madoff-svindelsagen har kostet en række mennesker livet. I december 2008 begik først HSBC-bankmanden Christen Schnor og siden den franske finansmand Thierry de la Villehuchet selvmord efter at have tabt formuer til Madoff. I februar 2009 skød tidl. militærrådgiver William Foxton sig selv i England efter at have tabt hele sin opsparing til storsvindleren

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også