Den amerikanske centralbank hæver renten med 50 basispoint

Federal Reserve, den amerikanske centralbank, hæver den toneangivende rente til intervallet 0,75-1,00 pct. Det er første gang i over 20 år, at centralbanken foretager et renteløft på over 25 basispoint.
Federal Reserves hovedsæde i Washington D.C. | Foto: JIM WATSON/AFP / AFP
Federal Reserves hovedsæde i Washington D.C. | Foto: JIM WATSON/AFP / AFP
AF MARKETWIRE

Den amerikanske centralbank Federal Reserve, Fed, har onsdag aften løftet sin toneangivende rente, fed funds rate, med 0,50 pct.point til intervallet 0,75-1,00 pct.

Det fremgår af en meddelelse fra Federal Reserve.

”Komiteen besluttede at hæve målintervallet for federal funds-renten til 0,75 til 1,00 pct. og forventer, at løbende forhøjelser i målintervallet vil være passende,” hedder det i meldingen.

”Med en passende opstramning af pengepolitikkens holdning forventer komiteen, at inflationen vender tilbage til målet på 2 pct., og at arbejdsmarkedet forbliver stærkt.”

Banken har samtidig bekræftet, som den skitserede på martsmødet, at den fra starten af juni indleder reduktionen af sin balance, såkaldt kvantitativ stramning, ved at sælge ud af sine stats- og realkreditobligationer.

Banken vil afhænde obligationer for op mod 95 mia. dollar om måneden, men med en indfasningsperiode på tre måneder. Reduktionen vil ske med statsobligationer for 60 mia. dollar om måneden og med 35 mia. dollar for realkreditobligationernes vedkommende.

Ikke nogen overraskelse

Onsdagens renteforhøjelse på 50 basispoint var helt som ventet, da 88 ud af 94 adspurgte økonomer og analysehuse ifølge Bloomberg News på forhånd havde spået det dobbelte renteløft, mens de resterende seks havde regnet med gængse 25 basispunkter.

Det er første gang siden 2000, at Federal Reserve gennemfører et renteløft på mere end 25 basispoint.

Handelen med rentefutures i USA pegede inden rentemeldingen ligeledes på en forhøjelse på 0,50 pct.point, da de indikerede en rente på 0,85 pct., hvilket var 0,47 pct.point fra midtpunktet af rentens daværende interval i 0,25-0,50 pct.

Den amerikanske centralbank har to hovedmål. Maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Ledigheden var i USA senest i marts på 3,6 pct. mod 3,5 pct. lige inden pandemiens start, mens inflationen ligger i sit højeste siden 1982. I marts steg forbrugerpriserne med 8,5 pct., mens kerneinflationen var på 6,5 pct. Banken har et mål om en kerneinflation på 2,0 pct. om året, og den for tiden tårnhøje inflation er således baggrunden for, at banken nu strammer pengepolitikken markant for at undgå en overophedning.

Startede i marts

Federal Reserve indledte den igangværende stramningscyklus i marts med et renteløft på 25 basispoint fra 0,00-0,25 pct. Det var første gang, centralbanken hævede renten siden pandemiens start og faktisk også siden december 2018.

I forbindelse med pandemiens udbrud sænkede Fed over to gange sin rente med samlet set 1,50 pct.point til omkring nul, det samme lave niveau som i 2008, da finanskrisen var på sit højeste, ligesom den også indledte et storstilet opkøb af obligationer for først at sikre markedsfunktionen og siden hen for at holde markedsrenterne lave, så de kunne ”transmittere” centralbankens egen lave toneangivende rente.

Opkøbene af obligationer stabiliserede sig under pandemien og indtil nedtrapningen begyndte i slutningen af 2021 med 120 mia. dollar om måneden

Federal Reserve, som har en samlet balance på mere end 9000 mia. dollar, ejer statsobligationer for næsten 5800 mia. dollar og realkreditobligationer for godt 2700 mia. dollar.

Alle de ni deltagende medlemmer af rentekomiteen stemte for beslutningen onsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også