FinansWatch

Rekordlån med negativ rente er for feinschmeckere

Jyske Bank åbner for fastforrentet boliglån med negativ rente. Det er dog kun relevant for de færreste.

Foto: Kasper Palsnov / Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde er det muligt at optage et boliglån med minusrente i hele lånets levetid.

Det er Jyske Bank, der er klar med et fastforrentet lån med ti års løbetid, hvor renten er minus 0,5 procent. Det fremgår af en meddelelse fra banken.

Gennem 2019 har renterne på danske realkreditobligationer, som ligger bag boliglånene, været faldende, og det har åbnet for det nye lån fra Jyske Bank.

"Det er endnu et kapitel i realkredittens historie. For få måneder siden ville vi have sagt, at det her ikke ville være muligt, men vi er blevet overrasket gang på gang, og det åbner altså en ny mulighed for boligejerne," siger Mikkel Høegh, der er boligøkonom i Jyske Bank.

Det nye tiårige lån er dog ikke relevant for langt hovedparten af de danske boligejere, som typisk vil vælge et lån med en løbetid på 30 år, fordi den månedlige ydelse her er markant lavere.

"Langt de fleste vil synes, at det er for dyrt at have et tiårigt lån, fordi den månedlige ydelse bliver for høj," siger Mikkel Høegh.

Han peger på, at det nye lån kan være relevant for boligejere, der har haft huset eller lejligheden gennem en årrække og har brug for ekstra lån til et nyt tag eller køkken eller vil samle anden gæld.

"Det er ikke et lån, der henvender sig til folk, der skal ud og købe ny bolig, men mere folk, som vil forbedre boligen. Det tiårige lån er lidt for feinschmeckere," siger Mikkel Høegh.

Han fortæller, at omfanget af 30-årige lån hos Jyske Bank er cirka ti gange så stort som lån med en løbetid på ti år.

I forvejen er det muligt at få minusrenter på flekslån med kortere løbetid, hvor lånet skal omlægges undervejs.

Negative renter betyder ikke, at man får penge for at låne penge. Der er stadig andre udgifter såsom bidragssatser, der skal betales til banken.

De seneste måneders rentefald har også betydet, at renterne på 30-årige boliglån har sat rekord.

Både Jyske Bank, Totalkredit, Nordea og Realkredit Danmark har varslet, at de vil åbne fastforrentede lån med en rente på 0,5 procent.

"Det er lån, som vil være for folk, der skal ud og købe ny bolig," siger Mikkel Høegh.

Realkredit Danmark åbner for lån til 0,5 procent rente

Omlægning af danske boliglån slår rekord

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere