FinansWatch

Realkredit Danmark åbner for lån til 0,5 procent rente

Nye rentefald betyder, at Realkredit Danmark udbyder 30-årigt realkredit lån 0,5 procent i rente. (Opdateret)

Foto: Realkredit Danmark/PR

(Opdateret kl. 11.54 med citater fra Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.)

Realkredit Danmark åbner i næste uge for et 30-årigt realkreditlån med afdrag til 0,5 procent i rente. Det er det laveste renteniveau nogensinde for den type lån.

Det nye lån bliver udbudt, fordi renterne er faldet yderligere oven på de seneste dages frygt for handelskrig og økonomisk usikkerhed.

"Vi har de laveste realkreditrenter, når vi taler 30-årige lån, vi nogensinde har set i Danmark. Så det er på et historisk lavpunkt," siger cheføkonom hos Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig om udviklingen.

"Renterne er de sidste par dage især presset ned af eskaleringen af handelskrigen mellem USA og Kina."

Ud over det økonomiske usikkerheder som en lurende handelskrig, afmatning i Europa og Kina samt truslen om, at Storbritannien sender sig selv ud af EU uden en handelsaftale, spiller sommerens konverteringsbølge også ind.

"Vi har lige netop passeret opsigelsesfristen ultimo juli, hvor en historisk stor konverteringsbølge har fundet sted med et samlet konverteringsomfang på i omegnen af 170-190 milliarder kroner," skriver Realkredit Danmark.

Det har ført til, at kurserne har været nede, i takt med at der er blevet solgt mange nye obligationer ud i markedet. Uden det pres er kurserne steget, og følgende er renterne faldet.

Realkreditudbyderen anbefaler dog stadig, at man vælger 1-procentslånet, hvis man er i markedet efter et 30-årigt realkreditlån.

"Sammenligner man, er renten rigtigt nok højere på 1-procentslånet, men der er et mindre kurstab. Så der er ikke den store forskel på ydelsen, men der er mindre kursrisiko på 1-procentslånet," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Han siger samtidigt, at renterne kan falde yderligere.

"Det er blandt andet derfor, at vi åbner det her lån. For at gøre klar til, at renterne kan falde yderligere. Det kan bestemt ikke afvises i dette finansielle klima," siger cheføkonomen.

Omlægning af danske boliglån slår rekord

Nordea Kredit ser en ende på lavere indtjening som effekt af mere sikre lån

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere