Nykredit får underskud på 1,1 mia. kr. i tredje kvartal

Nykredits koncernresultat endte i tredje kvartal på minus 1,1 mia. kr. mod et plus på 2,4 mia. kr. i andet kvartal. Det skyldes milliardnedskrivning på Totalkredit. (Opdateret)
Foto: Nykredit
Foto: Nykredit

Nykredit kom overraskende ud af tredje kvartal med et underskud på 1,1 mia. kr. efter skat. Det kan sammenlignes med et overskud på 2,4 mia. kr. i andet kvartal.

Underskuddet skyldes, at Nykredit har valgt at nedskrive 1,9 mia. kr. på værdien af Totalkredit.

Nykredit oplyser endvidere, at man "på baggrund af drøftelser med Finanstilsynet har ændret de bagvedliggende forudsætninger for værdiansættelse af goodwill. Konsekvensen heraf er en nedskrivning af goodwill vedrørende købet af Forstædernes Bank på 852 mio. kr. i årsregnskabet for 2014."

Ifølge koncernchef Michael Rasmussen har Nykredit efter de to store nedskrivninger ikke længere goodwillposter af væsentlig betydning på regnskabet.

På trods af det blodrøde kvartalsregnskab, så er Nykredit-chef Michael Rasmussen yderst tilfreds med finanskoncernens udvikling.

"Det er meget tilfredsstillende, at vi fortsætter bevægelsen mod et mere kundeorienteret og rentabelt Nykredit," siger Michael Rasmussen i en udtalelelse.

Fald over hele linjen i tredje kvartal

I tredje kvartal dykkede koncernens indtægter til 2,6 mia. kr. fra 4,4 mia. kr. i andet kvartal, men steg dog fra 1,3 mia. kr. i tredje kvartal sidste år.

Koncernens omkostninger eksponerede til 3,1 mia. kr. fra 1,2 mia. kr. i andet kvartal og det samme beløb året før, formentlig påvirket af den voldsomme Totalkredit-nedskrivning.

Nedskrivningerne blev godt fordoblet til 244 mio. kr. fra 120 mio. kr. i andet kvartal, mens beholdningsindtjeningen, der tidligere har været en af Nykredits meget store indtægtskilder, endte med et minus på 10 mio. kr.

Samlet set endte Nykredits nettoresultat på minus 1,1 mia. kr. mod minus 115 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Nykredit oplyser i øvrigt i regnskabet, at man opjusterer forventningerne til helårsresultatet med 500 mio. kr. til et interval på mellem 4,7 og 5,2 mia. kr. Forventningen er imidlertid relateret til hvad Nykredit selv kalder "kerneforretningen", og omfatter derfor blandt andet ikke beholdningsindtjening, værdiregulering af renteswaps og goodwill-nedskrivninger.

Til sammenligning var Nykredits "resultat af kerneforretningen" på 4,3 mia. kr. i årets første ni måneder. Så implicit venter Nykredit altså et "resultat af kerneforretningen" på mellem 0,4 og 0,9 mia. kr. i fjerde kvartal.

Også underskud i Nykredit Bank

Også Nykredit Bank fik røde tal på bundlinjen i tredje kvartal. Her faldt indtægterne af forretningsdriften til 707 mio. kr. fra 837 mio. kr. i andet kvartal, mens driftomkostningerne steg til 478 mio. kr. fra 457 mio. kr. i andet kvartal.

Værdireguleringen af Nykredit Banks renteswaps blev netto på minus 242 mio. kr., mod plus 1,5 mia. kr. i andet kvartal. Bankens værdiregulering af renteswaps på grund af et fald i renten blev på minus 343 mio. kr. På forhånd havde FinansWatch estimeret et minus på 390 mio. kr.

Med nedskrivninger på blot 2 mio. kr. og en beholdningsindtjening på minus 21 mio. kr. endte bankens resultat på minus 39 mio. kr. mod plus 1,5 mia. kr. i andet kvartal, og minus 978 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Fremgang over ni måneder

Set over årets første ni måneder steg Nykredits samlede indtægter med 45 pct. til 9,1 mia. kr. Det er dog en post, der i betydelig grad er påvirket af værdireguleringer af renteswaps, der i de første ni måneder af 2014 kostede Nykredit i alt 2 mia. kr., men gav et plus på 212 mio. kr. Indtægterne fra hvad Nykredit kalder "forretningsdrift" steg med 7,5 pct. til 9,1 mia. kr.

Driftsomkostningerne eksklusive goodwill-afskrivninger blev på 3,65 mia. kr., hvilket er 3 pct. lavere end de første ni måneder af 2014, mens nedskrivningerne faldt til 693 mio. kr. fra lige knap 1,5 mia. kr. sidste år.

Nykredits beholdningsindtjening dykkede til 378 mio. kr. fra 878 mio. kr., eksklusive en kursgevinst ved salg af strategiske aktier i år på 103 mio. kr., og nettorenteudgifterne på Nykredits efterstillede kapital faldt til 224 mio. kr. fra 382 mio. kr.

Samlet set gav det et overskud i årets første ni måneder på 1.991 mio. kr., hvilket er 63 pct. højere end de 1.222 mio. kr. Nykredit tjente i de første ni måneder af 2014.

Resultatet skal dog ses i forhold til Nykredits egenkapital, der ved udgangen af september var på 64,6 mia. kr. Det giver en forretning af egenkapitalen på årsbasis på 4,1 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også