Flyt realkreditlånet fra BRF og spar penge

Allerede efter fire år er der penge at spare ved at flytte et eksisterende realkreditlån på 2 mio. kr. fra BRFkredit til Nordea Kredit.
Af CLAUS IVERSEN

Finanskrisen har været hård ved BRFkredit. Realkreditinstituttet har tabt mange penge på ejendomme og har derfor fået en dårligere rating fra kreditvurderingsbureauerne.

BRFkredits kunder fandt i sidste uge ud af, hvad det egentlig betyder for dem, da forskellige realkreditinstitutter gennemførte auktioner over obligationerne bag rentetilpasningslånene.

Kunder i BRFkredit med et etårigt rentetilpasningslån betaler de næste 12 måneder en rente på 1,28 pct., mens eksempelvis Nordea Kredits kunder kan nøjes med en rente på 1,05 pct. Det svarer til en ekstraregning på 175 kr.

om måneden eller 2.100 kr. om året til BRFkredit-kunderne.

Småpenge, tænker mange sikkert, fordi der er så store omkostninger forbundet ved at optage et realkreditlån.

Men faktisk er det kun, når man køber ny bolig, at realkreditinstituttet og især staten flår dig i gebyrer.

20.000 sparet efter fem år

Flytter man et allerede optaget lån fra et realkreditinstitut til et andet, skal man kun betale et fast gebyr for tinglysningen af skødet, tinglysningsekspeditionen og til realkreditinstituttet, og ikke de sædvanlige 1,5 pct. af lånets størrelse og 0,6 pct. af købssummen.

Det betyder, at omkostningerne ved at flytte et lån på to mio. kr. fra BRFkredit til Nordea Kredit på 9.400 kr. allerede er hentet hjem efter mindre end fire år.

Efter fem år har en kunde sparet næsten 3.500 kr. i nutidskroner.

Ved et lån på en mio. kr. går der seks år, før omkostningerne på 7.900 kr. er hentet hjem.

Det er beregninger, som får en ekspert i danskernes boligøkonomi på Syddansk Universitet til at bekymre sig for BRFkredits fremtid.

"Det er en meget svær konkurrencesituation. Jeg har svært ved at forestille mig, at situationen kan give stigende markedsandele," siger Morten Skak, lektor på Syddansk Universitet.

BRFkredit erkender, at kunder kan spare penge ved at flytte pengene til et andet realkreditinstitut.

Beregn selv forskellen

»Det er korrekt, at det ikke er så dyrt at skifte realkreditinstitut, og jeg kan da også bekræfte dine beregninger.

Men du glemmer at tage højde for, at det kan være dyrt at opsige eksempelvis et tre eller femårigt rentetilpasningslån i utide, fordi de er inkonvertible,« siger Mikkel Høegh, seniorstrateg i BRFkredit.

Han minder samtidig om, at det kan være dyrt at få boligrådgivning i andre realkreditinstitutter og banker.

»Hos os får du kun boligrådgivning. Du risikerer med andre ord ikke at få stukket forsikringer og pensionsopsparinger, som intet har med boligkøb at gøre, i halsen,« siger Mikkel Høegh.

Interesserede kan selv regne på forskelle mellem realkreditinstitutterne på en prisguide, som både Realkreditforeningen og Realkreditrådet har på deres hjemmesider.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også