Læger: Pensionsforslag fra S bliver let uretfærdigt i praksis

Det er i praksis meget vanskeligt at gennemføre Socialdemokratiets forslag om tidlig pension til nedslidte ordentligt og retfærdigt, siger ledende læger.
AF MIGISTERBLADET VIA RITZAU

Socialdemokratiets forslag om tidlig pension til særlig grupper af nedslidte møder nu kritik fra specialister i erhvervssygdomme. Det skriver Magisterbladet.

Overlæger på landets arbejdsmedicinske klinikker siger, at udspillet i praksis vil føre til urimelige forskelle i vilkår for lønmodtagere med samme behov for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

"Grundlæggende mener jeg, at hvis vi skal kunne udpege bestemte grupper til en tidligere pension, så skal det baseres på dokumentation og evidens, ikke på tilfældigheder. Og der mener jeg ikke, vi er endnu," siger Ole Carstensen, ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og samtidig formand for Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin til Magisterbladet.

Andre arbejdsmedicinske specialister vurderer overfor Magisterbladet, at det vil være forbundet med enorme udfordringer at lave lister over særligt nedslidningsramte fag.

"Tag den lokale automekaniker. Han har et fysisk nedslidende job, som med tiden belaster bevægelsesapparatet i skulder og ryg. Men du kan også pege på, at mange mekanikere i dag ikke er i den situation. De arbejder for store virksomheder med overenskomster og et godt arbejdsmiljø og bruger meget af deres tid foran en computer," siger Sigve W. Christensen, ledende overlæge på Klinik for Arbejdsmedicin på Aalborg Universitetshospital til Magisterbladet.

Ifølge Jane Frølund Thomsen, ledende overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital er det en gennemgående tendens blandt mange patienter på afdelingen. De er ældre arbejdstagere inden for meget manuelt prægede fag, der typisk på grund af skavanker og sygdomme i bevægelsesapparatet har svært ved at varetage den funktion, jobbet kræver.

"Der kan vi sagtens pege på slagteriarbejdere, stilladsarbejdere, men også nogle af de faglærte, som murere eller tømrere og inden for kvindefagene sosu’er, frisører eller bioanalytikere. Men, og det er den anden side af sagen, der er heldigvis også mange, der ikke rammes af nedslidning," siger hun til Magisterbladet.

Dermed risikerer reformen at skabe en situation, hvor ikke-nedslidte får ret til tidlig pension, mens nedslidte i fag eller med uddannelser, der ikke er på listen, skal igennem flere års udredning og arbejdsprøvning, før de får tilkendt førtidspension, frygter lægerne.

"Vi får meget ofte patienter ind, der er uddannede inden for et bestemt fag, men som i mange år har arbejdet med noget helt andet. Så hvorfor er de nedslidte? Skal det vurderes efter, hvad de lavede for ti år siden," spørger Sigve W. Christensen.

"Hvis det nu var sådan, at alle gik i lære og havde det samme job hele livet, ja så kunne det være nemt. Men arbejdsmarkedet har længe været fleksibelt, og folk skifter beskæftigelse gennem hele livet," siger han.

På den baggrund vil prioriteringen mellem fag nærmest per definition blive urimelig, advarer overlægerne. For prioriteringer vil der komme, hvis Socialdemokratiet fastholder, at der skal afsættes 3 mia. kr. til pensionsreformen.

I udspillet skriver Socialdemokratiet, at rettigheden skal målrettes de mest nedslidte, "uanset om der er tale om fysisk eller psykisk nedslidning".

"Det siger jo noget om, hvad de er oppe imod. Jeg har simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man kan gennemføre det her på en praktisk og retfærdig måde," siger Sigve W. Christensen

Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Magisterbladet.

Tidligere LO-formand går imod S-model for nedslidtes pensionsalder

Tidlig pension kan give lavere rådighedsbeløb resten af livet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også