Resultatet af nordjysk aktieemission nærmer sig

Tirsdag vil Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam fortælle om, hvor stor en andel af aktierne i den nye Nordjyske Bank, Silkeborg-banken kommer til at eje. Nordjyske venter selv til torsdag.
Foto: PR
Foto: PR

Muligheden for at tegne nye aktier i Nordjyske Bank udløber mandag klokken 17, og alle de aktier i emissionen, som er tilbage derefter, har Jyske Bank lovet at tegne til kurs 115. Allerede i morgen vil Jyske Bank være klar til at fortælle om resultatet, fortæller ordførende direktør Anders Dam på Twitter.

"22. juni slutter Nordj.B. emissionen. JyskeBank vil tirsdag fortælle, hvordan vi forholder os til en evt. betydelig ejerandel," skrev han søndag aften.

Dermed ser han ud til at komme Nordjyske Bank i forekøbet. I sit prospekt har banken skrevet, at den torsdag regner med at offentliggøre, hvor mange aktier det er lykkedes at sælge, og hvor stor en andel af aktierne Jyske Bank kommer til at eje.

Nordjyske Bank udsteder nye aktier for at finansiere sit opkøb af Nørresundby Bank. Forud for emissionen garanterede Jyske Bank at ville købe alle de aktier, som andre aktionærer ikke aftager. Jyske Bank har ikke selv ønsket at forklare, hvorfor den vil garantere emissionen.

"Vi har ingen kommentarer til en kunderelation," lød det fra Anders Dam i december, da det kom frem, at banken ville garantere emissionen og dermed sikre, at Nordjyske Bank kunne få råd til at købe Nørresundby Bank.

Skaffer venner

Mads Thinggaard, der er senioranalytiker i Handelsbanken, vurderede dog i samme forbindelse, at det handler om slaget om realkreditmarkedet.

”Mit bud er, at Anders Dam er i gang med at skaffe sig venner ude i banklandskabet med henblik på at opbygge et partnership franchise, som kan stå i konkurrence med Nykredit på markedet for realkreditlån,” sagde han i januar til FinansWatch.

Udbuddet omfatter 6,1 mio. aktier, og bankens nuværende aktiekapital er på 12,2 mio. aktier. Hvis Jyske Bank hypotetisk set skulle aftage samtlige af aktierne, ville den altså komme til at eje omtrent en tredjedel af Nordjyske Bank, og det er altså det, Anders Dam er klar til at tale om tirsdag.

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, vurderer, at Jyske Bank vil ende med at sidde med mere end 10 pct. af aktierne.

"Jeg tror, at det er realistisk, at Jyske Bank ender med at eje mere end 10 pct., men jeg tror ikke, at det ender med en ejerandel på 1/3. Der er dog flere forhold, som gør, at det kan blive en fornuftig forretning for Jyske Bank, selv om det ved første øjekast ser anstrengt ud," sagde Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, til Finans i starten af juni.

Han pegede på, at Jyske Bank får en garantiprovision på 1,5 pct. af værdien af de solgte aktier, og det løber op i omtrent 10,5 mio. kr., hvis samtlige aktier bliver solgt. Desuden kommer Jyske Bank til at tjene penge på at stille mellemfinansiering og efterstillet kapital til Nordjyske Bank i forbindelse med opkøbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også