Tegningsretter til Nordjyske Bank-aktier foræres væk

Retten til at tegne nye aktier i Nordjyske Bank bliver nu foræret væk på fondsbørsen, selv om kursen på de eksisterende aktier nærmer sig den vigtige grænse på 115 kr.
AF METTE MANDRUP OG DAVID BENTOW

Værdien af tegningsretterne til de nye aktier i Nordjyske Bank blev torsdag handlet i 0,00 kr., og dermed forærer flere investorer nu muligheden for at nytegne aktier væk.

Der var tale om en betydelig handel. I alt 835.000 tegningsretter skiftede hænder. Det svarer til næsten 14 pct. af alle udstedte tegningsretter. Hver tegningsret giver mulighed for at tegne en ny Nordjyske aktie til 115 kr.

Nordjyske Bank udsteder nye aktier for at finansiere købet af Nørresundby Bank, og da tegningsperioden slutter på mandag den 22. juni klokken 17, er det ved at være sidste chance for at erhverve sig tegningsretter.

Der er dog det specielle forhold ved udstedelsen af aktier, at de nuværende aktier torsdag handler i kurs 114,5, og de nye aktier er sat til salg til kurs 115. Dermed køber investorerne altså en option på, at de eksisterende aktier i Nordjyske Bank skal stige, så de bliver mere værd end de 115 kr., de nye aktier kan købes for.

Nordjyske-aktien sluttede torsdag i 114,50 kr., men der blev gennemført adskillige handler til 115 kr. Den volumen-vægtede gennemsnitlige handelspris var dog mere beskedne 114,08 kr.

Kigger man nærmere på dagens handel, er ABG Sundal Collier klart største mægler på købersiden. Selskabet, der primært har institutionelle kunder, har stået for 82,6 pct. af de samlede købsordrer, fulgt af Sydbank der stod for 16,4 pct. af købsordrene.

Mæglerne på salgssiden er Avanza, der stod for 74,5 pct. af salgsordrene, og Nordea, der stod for de resterende 25,5 pct.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også