Nyby: Benhård priskonkurrence på udlån

Der er kamp om bankkunderne, og det presser priserne nedad  - også hos Spar Nord.
AF RITZAU FINANS

Spar Nord må som de fleste konkurrenter konstatere, at nettorenteindtægterne er for nedadgående. Og selvom indtægterne på den post i første kvartal er præget af ekstraordinære forhold - færre rentedage og optagelse af ny ansvarlig kapital - så er hård priskonkurrence på udlån en væsentlig del af forklaringen, oplyser Spar Nord-direktør Lasse Nyby.

- I de regnskaber, vi har set fra første kvartal, både fra de store banker og en række af de mellemstore, er der pæne kapitalforhold, god likviditet og ingen efterspørgsel. Så opstår der konkurrence om de bedste kunder, siger Lasse Nyby til Ritzau Finans.

Bankens nettorenteindtægter er faldet til 397 mio. kr. i første kvartal fra 432 mio. kr. i fjerde kvartal 2013 og 451 mio. kr. i første kvartal sidste år. Og konkurrencen gælder både udlån til private og virksomheder, siger direktøren.

Men de særlige forhold i første kvartal er så betydelige, at Lasse Nyby faktisk regner med, at nettorenteindtægterne vil gå lidt op i andet kvartal.

Nedskrivningerne er faldet til 90 mio. kr. fra 104 mio. kr. i fjerde kvartal, og også blandt bankens landbrugskunder ses der færre nedskrivninger, oplyser direktøren.

- Når nedskrivningerne falder, er det selvfølgelig også udtryk for, at vi ikke nedskriver så meget på vores landbrugskunder, som vi gjorde i 2012 og 2013. Modsat må vi jo sige, at svineproducenterne er presset. Så at afblæse krisen blandt landbrugskunder er alt for tidligt, fastslår Lasse Nyby.

/ritzau/

FIH stadig i spil hos Spar Nord

Regnskab: Rekordresultat trods faldende indtjening i Spar Nord

Banker lemper kreditvilkår for store erhvervskunder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også