Sydbanks dyre julekalender

For andet år i træk koster et sammenstød med Finanstilsynet dyrt for Sydbank i december. Banken har samtidig meget markant fravalgt at forklare, hvorfor man tilsyneladende har ladet hånt om direkte instrukser fra tilsynet.
Foto: Sydbank
Foto: Sydbank

Ingen spørgsmål, tak.

Sådan lyder budskabet fra Sydbank i kølvandet på, at banken har meddelt til Fondsbørsen, at man ekstraordinært må nedskrive en halv milliard i fjerde kvartal. Nedskrivningerne svarer til den pris, banken er ved at betale for at overtage Diba Bank.

Sydbank nedskriver halv milliard 

Det er andet år i træk, at bankens jul ødelægges af tilsynet; sidste år meddelte banken kort før jul, at man måtte nedskrive markant på sine privatkunder.

Sydbank efterladt alene med overraskende nedskrivninger

Fulgte ikke anvisninger

I år skyldes nedskrivningerne dels, at overtagelsen af Tønder Bank er blevet langt dyrere end ventet. Men mere opsigtsvækkende kommer halvdelen af hugget fra landbruget, hvor Sydbank tilsyneladende simpelthen ikke har fulgt den instruks, man fik fra tilsynet sidste år.

Eller som banken selv formulerer det i meddelelsen til fondsbørsen:

"De ændrede nedskrivninger på landbrug skyldes primært, at Finanstilsynet vurderede, at bankens værdiansættelsesmodeller for driftsbygninger ikke var i overensstemmelse med Finanstilsynets anvisninger ved afrapporteringen efter landbrugsundersøgelsen i 2012."

Banken har også udsendt en pressemeddelelse om sagen, hvor adm. direktør Karen Frøsig forsikrer, at man nu vil følge tilsynets anvisninger:

"De ekstraordinære nedskrivninger på landbrug udgør 225 millioner og skyldes, at Sydbank ikke fuldt ud har fulgt Finanstilsynets anvisninger om at benytte en bestemt model til værdiansættelse af driftsbygninger. Det har vi taget til efterretning og ligeledes sikret, at en gentagelse ikke kan ske," skriver direktøren.

Sydbank: Vi fulgte ikke tilsynets ordrer

Tavs formand

Præcis hvordan, det er lykkedes for banken at anvende en model, der ikke passer med den, man fik af Finanstilsynet for et år siden, står ikke klart.

Og det kommer det altså heller ikke til i dag - ønsker om et interview bliver blot mødt med en understregelse af, at banken ikke ønsker at udtale sig.

Om to år i streg med en sort jul i Sønderjylland får interne konsekvenser i banken, står heller ikke umiddelbart klart. Gentagne opkald til bestyrelsesformand Anders Thoustrup er hidtil kun blevet mødt med radiotavshed.

Sydbanks nedskrivninger på en halv milliard fra tilsynet falder dog ifølge fondsbørsmeddelelsen oven i relativt høje ordinære nedskrivninger, hvilket betyder at banken i alt må nedskrive ca. 850 mio. kr. i løbet af årets sidste tre måneder.

Bankens resultat for 2013 kendes endnu ikke, men ved udgangen af tredje kvartal havde man tjent 616 mio. kr. Holder den kurs kan banken forvente et mindre overskud.

Aktiekursen er i forlængelse af meddelelsen faldet med 4,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også