Krull: Sass Larsens ”branddøre” direkte skadelige for Danmark

Lars Krull forstår ikke, hvorfor den nye erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen vil indføre såkaldte ”branddøre” i de danske storbanker. ”Alt for kompliceret og skadeligt,” siger Lars Krull.
Foto: SLOTTEMO LYNGSTAD MARTIN
Foto: SLOTTEMO LYNGSTAD MARTIN

Den nyudnævnte erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S) vil have indført såkaldte ”branddøre” i de største danske pengeinstitutter, men forslaget – der i sin nuværende form er ganske ukonkret – får i første omgang tommelfingeren nedad fra seniorforsker Lars Krull ved Aalborg Universitet.

Krull peger på, at forslaget er helt unødvendigt, fordi de nye Sifi-krav er i gang med at sikre, at hvis der opstår ildebrand i et af de store institutter, ja så er det kapitalmæssige ”fedtlag” så tykt, at instituttet nok skal bestå.

”Solvensen i en finansiel virksomhed er hele virksomhedens solvens. Og hvis han mener, at den skal være allokeret til de enkelte dele af forretningen, så mener jeg, at ministeren er gal på den,” siger Lars Krull til FinansWatch.

Forslag har ikke gang på jord

”Der er jo en grund til, at vi ikke har branddøre i pengeinstitutterne i dag. Det er alt for kompliceret. Det forslag har ikke gang på jord,” siger Lars Krull, der dermed ligger på linje med professor Michael Møller, der er formand for det ekspertudvalg, der har udarbejdet de foreløbige forslag til Sifi-kravene i Danmark. Michael Møller kalder det i dagens udgave af Berlingske Tidende for meget teknisk og juridisk besværligt at splitte hele koncerner op – som vil være nødvendigt, hvis man skal operere med de branddøre, som ministeren foreslår.

Sass Larsen præciserer ikke, hvad han mener med branddøre, men han siger, at det skal sikre, at en ildebrand i en afdeling af eksempelvis Danske Bank ikke må medføre, at hele banken ”brænder” ned.

Det er det tankesæt, som Lars Krull direkte kalder for skadeligt for den danske pengeinstitutsektor.

Glæde af de store

”Vi må aldrig glemme, at vi i Danmark har stor glæde, at de store institutter. Vi er jo i fuld gang med at sikre, at de kapital- og likviditetsmæssigt får endnu mere at stå imod med. Men vi må ikke begynde at udtrykke krav til de enkelte dele af forretningen,” siger han.

Hvorfor ikke, det kan da lyde ganske fornuftigt, at man ikke vil have, at store tab i eksempelvis en markets-afdeling skal trække en sund privatkundeenhed med ned?

”Jo, det kan lyde fornuftigt, men markets-afdelingen kan godt være forudsætningen for, at man har de mange privatkunder. Eller omvendt. Det er jo forbundne kar. Og du kan ikke gå ind og skille dem ad,” siger Lars Krull.

 

Aaen: "Jeg kan ikke komme i tanker om en stramning, regeringen ikke kan få igennem med os"

Engbergs kovending isolerer Danske og Finansrådet 

Engberg: SIFI-krav haster

Sass tror ikke på kreditklemme

Aviser: Sass klar til bankregulering med Enhedslisten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også