Ny Østjydsk-næstformand købte presset ejendomsprojekt af banken

Ny næstformand i Østjydsk Banks bestyrelse har fungeret som køber af nødlidende ejendomsprojekt for banken til en pris, der sikrede banken mod alvorlige tab.

Længe inden Jens Rasmussen trådte ind i Østjydsk Banks bestyrelse som ny næstformand havde han stiftet forretningsmæssigt bekendtskab med banken og den i dag fyrede bankdirektør Jens Vendelbo.

I 2012 deltog Østjydsk Banks nye næstformand - der dengang sad i bankens repræsentantskab - nemlig i en ejendomshandel med en af bankens vaklende ejendomskunder, direkte på foranledning af Jens Vendelbo.

Her blev 64 byggegrunde og to huse ved Mariagerfjord under navnet Kongsdalsparken, der igennem længere tid havde vist sig svære at sælge, handlet til en pris, der sikrede banken mod et lang større tab.

Salget på 25 mio. kr. dækkede næsten præcis selskabets gæld til banken ved sidst aflagte regnskab, men krævede også, at banken selv overtog 19 pct. af selskabet.

Ifølge FinansWatch oplysninger endte prisen på 25 mio. kr. på trods af, at en ejendomsmæglervurdering satte prisen langt lavere. Samme metode er gået igen i en række af de nedskrivningsengagementer, der efter en årrække med overskud de sidste halve år har kostet banken dyrt.

Kortlægning: Sådan sminkede Østjydsk Bank problemkunder

Fit & proper

Ender Kongsdalsparken med at repræsentere en nedskrivning for banken vil det bringe Jens Rasmussens såkaldte 'fit & proper'-godkendelse i alvorlig tvivl. Om projektet er en nedskrivningskunde for banken kan andre parter end Østjydsk og Jens Rasmussen dog først vide, når der skal aflægges regnskab, og det har lange udsigter.

I forbindelse med købet overgik selskabet til at bruge et forskudt regnskabsår, og der går dermed ganske længe, inden man er tvunget til at aflægge et regnskab, der kan afsløre om bankens næstformand repræsenterer et nedskrivningsbehov for Østjydsk.

Bankens nye næstformand ønsker ikke at gøre op, hvordan økonomien i projektet ser ud i dag:

I har rykket regnskabet fra helår til forskudt, så der går vel lidt tid, inden I skal aflægge jeres første regnskab. Men kan du sige lidt om, hvordan det går med selskabet?

”Det kan jeg ikke sige, nej,” siger næstformanden.

Sådan endte Østjydsk-direktør og tilsyn så langt fra hinanden 

Krævede kapital fra banken

I modsætning til en række andre af Østjydsk Banks rekonstruktionshandler blev der dog ifølge den nye næstformand, Jens Rasmussen, også skudt kapital ind i selskabet.

Kortlægning: Sådan sminkede Østjydsk Bank problemkunder 

Det skete dog på foranleding af Jens Rasmussen og hans bror, der også er en del af handlen, og var ikke et krav fra bankens side, forklarer han overfor FinansWatch:

”Vi gjorde meget klart ved handlen, at vi ikke ville risikere at være med i projekt, der kom i problemer igen. Det var os, der insisterede på, at der skulle skydes kapital ind ud over købet. Nu har vi fået solgt et hus, og sælger vi det andet, så er gælden yderligere reduceret.”

Der var inden rekonstruktionen solgt en grund, og et af to huse, der også var bygget, er nu altså ifølge næstformanden solgt. Dermed resterer et hus og 62 usolgte grunde, flere år efter projektet stod salgsklart.

Østjydsk Bank får nyt blod i bestyrelsen 

"Alle 13 millioner kan man ikke tabe”

Men Østjydsk Banks valg om igen at satse på, at grundene kan sælges, efter man selv sammen med Jens Rasmussen var eneste køber, der kunne forsvare bankens gæld, er ikke et udtryk for aggressiv bankdrift.

Han oplyser, at den nye bankfinansiering kun er på 13 mio. kr., da de to huse er blevet realkreditfinansieret.

”Hvis du vurderer, at det er et stort sats at låne 13 mio. kr. ud til 64 grunde, så er der ikke mange banker, der kan låne ud," siger Jens Rasmussen.

Banken må vel også være klar over, at de her grunde har vist sig meget svære at sælge, og at der kan gå temmelig mange år før man kan komme til – og at man dermed i mellemtiden kan komme til at nedskrive endnu mere?

”Der er dog 20 hektarer landsbrugsjord, og det kan du godt nok ikke få pengene hjem for, men alle 13 mio. kr. kan man ikke tabe.”

Ifølge Jens Rasmussen er købsprisen på Kongsdalsparken-ejendommene sammenlagt 25 mio. kr. - mere end den oprindelige pris fra 2007 på ca. 17 mio. kr., hvilket dog ifølge den nye næstformand reflekterer, at der er bygget to huse samt foretaget byggemodning:

”Vi bød vist 22 mio. kr., og endte med at blive enige om 25 mio. kr. De tidligere ejere købte jorden for 20 mio. kr., så vidt jeg ved, men der er så også udstykket grunde og bygget to huse samt ændret i lokalplanen. På den baggrund vurderer vi 25 mio. kr. som en fair pris," forklarer han.

Kontroversiel kreditchef degraderet i presset bank 

Mæglerrapport sår tvivl

FinansWatch erfarer dog altså, at en ejendomsmæglerrapport udarbejdet for en tidligere ejers konkursbo satte den samlede værdi af Kongsdalsparken langt lavere end den pris, bankens nye næstformand og Jens Vendelbo blev enige om.

Vurderingen, der skete før salget til banken, skulle have værdiansat hele komplekset til omkring 17 mio. kr. igen.

Jens Rasmussen mener derimod, at der er handlet på markedsvilkår:

"Østjydsk Bank siger til mig, at de har et projekt, som er kørt lidt af sporet, og da jeg i forvejen har en del ejendomme og der er 64 byggegrunde, der skal køres på plads, så vurderer vi på det og finder ud af en pris. Der bliver så skudt 8 mio. kr. i projektet, hvoraf min bror og jeg nu ejer 40 pct. hver, mens banken ejer 19 pct. Og vi har da solgt det første hus her for nylig. Jeg synes næppe, at man kan tale om at det her projekt hører under de lidt mærkelige handler, der nok er foregået. Det er handlet til markedspris.”

Er det her ikke et udtryk for, at banken allerede en gang har tabt på grundene, og så dobler ned på væddemålet og tager flere risici på grundene igen?

”Man kan da næppe kalde det en placeringshandel. Man satser 13 mio. kr., og det skulle ejendommene da nok indbringe på en tvangsauktion.”

Presset bank trækker stikket på tidligere fodboldstjerne 

Formand husker handel dårligt

I toppen af Østjydsk Banks bestyrelse kender bankens nyudpegede formand - den tidligere næstformand - også godt til handlen med Kongsdalsparken.

Den blev godkendt af bestyrelsen i 2012, forklarer han, men er ikke blevet taget op til genovervejelse i forbindelse med valget af Jens Rasmussen til bestyrelsen, forklarer formanden.

Han har kun været formand siden hans mangeårige forgænger trak sig i starten af måneden, men har siddet i bestyrelsen siden 2009.

”Vi har ikke set noget problem i handlen, for så havde vi ikke godkendt den. Men jeg har den ikke klart i erindringen, må jeg erkende," siger Knud Timm-Andersen til FinansWatch.

Vi forstår, at den pris Jens Vendelbo sikrede fra Jens Rasmussen, var markant over den daværende vurdering af ejendommene?

”Det vil jeg ikke kommentere på.”

Det er vel en del af den praksis, Finanstilsynet kritiserer, hvor man går ind og finansierer køb til en værdi, der kortsigtet dækker tabet på tidligere udlån, men altså bare ender med at udskyde tabene?

”Jeg har ikke tallene fra sagen i hovedet, så jeg ønsker ikke at kommentere på den.”

Stoppet Østjydsk-formand går med god samvittighed

Ingen godkendelse endnu

Men I var inde over sagen?

”Ja. Vi var orienterede om den i bestyrelsen.”

Dengang den blev gennemført, eller I forbindelse med, at Jens Rasmussen slutter sig til bestyrelsen?

”Dengang den blev gennemført. Men det er et år siden, og jeg kan ikke huske detaljerne.”

Vi har gennemgået en lang række regnskaber fra jeres ejendomskunder, og en den her handel minder vel om mange af de lidt tvivlsomme rekonstruktioner, I og med banken går og finansierer et køb til en pris langt over, hvad nogen andre tilsyneladende vil betale, for at undgå tab?

”Det skal jeg ikke kunne sige.”

Har I fået en fit & proper-godkendelse af Jens Rasmussen fra Finanstilsynet?

”Det tror jeg ikke, vi har modtaget endnu. Men det tager jo også noget tid engang i mellem," siger Knud Timm-Andersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også