Her er de oplagte købere til Sparekassen Østjylland

Alt tyder på at Sparekassen Østjylland må lade sig opsluge af en anden bank i løbet af søndagen. Her er de oplagte købere til den kriseramte sparekasse
Foto: LIND OLE
Foto: LIND OLE

Hvem vil købe en kapitaltrængt sparekasse med udlån for ca. 4,6 mia. kr., hvoraf ca. en tredjedel er lånt ud til landbrug og ejendomme?

Ikke mange lader det til, idet Sparekassen Østjylland har måttet sande at ingen banker har villet fusionere med sparekassen på de nuværende grundlag.

Østjylland nåede ikke målstregen med frivillig fusion

 

Men hvis løsningen, som der her søndag formiddag stadig arbejdes intenst på, ender med at Finansiel Stabilitet overtager den 'røde' del af banken og efterlader en sund gruppe af kunder lige til at plukke, så er sagen en helt anden.

FinansWatch' umiddelbare liste over mulige interesserede køber ser sådan ud:

Jyske Bank

Sydbank

Spar Nord

Arbejdernes Landsbank

Sparekassen Kronjylland

Ringkjøbing Landbobank

Lån & Spar Bank

Blandt de mest oplagte købere er nok Jyske Bank, hvor topchef Anders Dam flere gange har meldt sig villig til at deltage i en konsolidering af branchen. En kapitaludvidelse i slutnngen af februar havde da også som formål at polstre banken tilstrækkeligt til at opkøb kunne ske uden problemer.

"Når man gerne vil købe hus – her forstået som at deltage i konsolideringen – så er det rart at have finansieringen på plads, før man byder på huset," sagde Anders Dam dengang til bankens egen TV-kanal Jyske TV.

Jyske Bank vil bruge emission til opkøb

 

Sydbank er en anden oplagt køber. Karen Frøsig var med i slutspillet om Max bank men måtte se sig slået af Sparekassen Sjælland. Sydbank var også en af de banker som Kruse og Co holdt møde med, da de for nylig var på en lille Danmarksturne rundt omkring i landet for at forhøre sig om de større bankers opkøbs- og overtagelsesvilje hvis en bank skulle komme i problemer.

Sydbank kæmper selv med en betydelig landbrugsportefølje, men kan Østjyllands landmænd sendes over til  Finansiel Stabilitet er der ikke meget rent praktisk til hinder for at banken skulle kunne melde sig som køber. I mod Sydbank tæller dog, at topchefen Frøsig primært har udtrykt ønske om at vokse på Sjælland, hvorfor Max Bank ville have været en mere oplagt opkøbskandidat.

 

Spar Nord har som Jyske Bank også netop gennemført en kapitaludvidelse, og også her har direktør Lasse Nyby udtrykt ønske om at deltage i en konsolidering.

”Så vi er bestemt interesserede i opkøb, hvis den rigtige mulighed viser sig,” sagde Lasse Nyby til FinansWatch kort efter aktieudvidelsen og fortsatte:

"Vi har dog en målsætning om at holde os på den gode side af en kernekapitalprocent på 12 - også efter et eventuelt opkøb - og det vil i praksis sige, at vi for indeværende i meget runde tal vil kunne foretage tilkøb i størrelsesordenen et par milliarder,” siger Spar Nord-direktøren til FinansWatch.

Dermed skal der altså slankes noget i Sparekassen Østjyllands udlån før Spar Nord er villig til at overtage. Men skræller man landbrug og ejendomme væk fra østjyllands balance, kan det være et oplagt køb.

 

Arbejdernes Landsbank kunne også være en mulig køber af Saprekassen Østjylland. Direktør Gert Jonassen har tidligere over for FinansWatch beskrevet at banken er interesseret i at vokse, og at budgettet også her ligger på et par milliarder.

”Vi kan købe for mere end 2 mia. kr. Langt den overvejende del af vores kapital er kernekapital og den er ikke gearet. Ligeledes har vi nogle muligheder for at hente mere kapital, skulle det vise sig nødvendigt,” sagde Gert Jonassen til FinansWatch så sent som 2. april.

Han understregede dog, at opkøb kun bliver et tema, hvis  det passer ind til den eksisterende forretning.

”Det skal være noget, vi har forstand på i forvejen. Og så skal det rent geografisk være noget, hvor vi ikke er tilstede i forvejen, eller også skal vi købe noget mere ind der, hvor vi i forvejen har en tilstedeværelse,” sagde Gert Jonassen.

 

Sparekassen Kronjylland er en af de lidt mindre banker, som også kunne tænkes at være med i spillet om Østjylland. Direktør Klaus Skjødt har tidligere meldt ud at han ikke var interesseret i at købe hverken hele eller dele af Sparekassen Lolland, men det betyder ikke at han ikke er opkøbssulten. Kronjylland var også en af de banker, som fik besøg af Kruse, da han og Henrik Bjerre kørte rundt og undersøgte opkøbslysten hos bankerne, bekræftede direktøren over for FinansWatch.

”Vi har ikke peget på enkelt-institutter, som vi kunne være interesserede i, det vil vi af princip ikke. Men vi har i overordnede termer meldt ud, hvad vi kunne være interesserede i. Så staten er ikke i tvivl om, hvad vores position er,” sagde Klaus Skjødt til FinansWatch.

 

Ringkjøbing Landbobanks direktør John Fisker har ligeledes meldt sin interesse over for Finansiel Stabilitet, når det kommer til overtagelse og konsolidering. Det bekræftede direktøren over for FinansWatch. Derfor kan banken, der netop har sendt sin mangeårige direktør Bent Naur på pension, også være en oplagt deltager i spillet om Østjylland.

"Ja, vi har også talt med dem. Vi har gentaget den holdning, som vi har meldt ud offentligt flere steder, at vi vil godt være med i konsolideringen, hvis der er muligheder, der matcher med strategien her i banken,” sagde topchef i Ringkjøbing Landbobank, John Fisker, for nylig til FinansWatch.


Også i Lån og Spar Bank er der opkøbsinteresse og direktør John Christensen har i forbindelse med oprulningen af problemerne i SparLolland meldt ud at fusionsinteresserede pengeinstitutter bare kunne ringe.

"Men helt overordnet kan jeg sige, at vi jo som udgangspunkt altid er interesserede i at tale med andre institutter, der måtte søge fusionsvejen. Så min telefon er åben, og jeg tager gerne en snak, hvis der er nogle, der vil tale med os,” sagde han til FinansWatch.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også