Camphausen: Bankpakke V bør vedtages ved lov

I sin nye klumme skriver Michael Camphausen, at politikernes tendens til at lave bankpakker per aktstykke bør følges op af egentlig lovgivning.

Det politiske hastværk, der flere gange har set bankpakker – senest Bankpakke V – gennemført ved aktstykke snarere end ved lov kan være nødvendigt på kort sigt men er uholdbart på langt sigt.

Derfor bør den nye Bankpakke V også gennemføres ved lov, skriver Michael Camphausen, advokat i LETT og projektforsker, PhD ved KU, i sin nye klumme på FinansWatch.

”Banker og andre brugere slår op i lovgivningen og i god tro får opfattelsen, at det i loven anførte er gældende ret på området og ikke andet. Men for at finde den fulde, gældende regulering vil de i stedet skulle supplere loven med en række vanskeligt tilgængelige aktstykker. Det er alt andet lige uigennemsigtigt og uholdbart på lang sigt,” skriver Michael Camphausen.

Han peger på, at Erhvervs- og vækstministeriet oprindeligt påtænkte kun at gennemføre Bankpakke IV via et akstykke men efterfølgende kom til den erkendelse, at der var behov for en egentlig lovændring med hensyn til den såkaldte medgiftsordning.

Pakken er en bankpakke

”Nu tilbagestår så resten af Bankpakke IV, hvad angår den nye individuelle statsgarantiordning. Man bør således nå frem til en tilsvarende erkendelse i ministeriet nu og gøre resten af Bankpakke IV og også hele Bankpakke V til egentlig lovgivning. Og det uanset, om det bebyrder skatteyderne direkte eller indirekte, så længe staten og Finansiel Stabilitet er involveret. Andet er både uhensigtsmæssigt og problematisk.”

Og så understreger Camphausen, at Bankpakke V - uanset det politiske ønske om at kalde aftalen for ’udviklingspakken’ – reelt er en bankpakke:

”Godt nok er der formelt set kun gennemført én bankpakke, nemlig den første. Den anden af slagsen betegnes formelt kreditpakken, den tredje exitpakken og den fjerde konsolideringspakken. Men selv ministeriet, forligskredsen og diverse lovbemærkninger omtaler i dag alle disse pakker som bankpakker med den tilhørende nummerering. Og uanset hvad, er det naturligvis ikke indpakningen, dvs. betegnelsen, der er afgørende, men derimod indholdet,” skriver Camphausen.

Læs hele klummen her

Læs den tidligere klumme her

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også