Avis: Bankers rentestigninger i utakt med finansieringsomkostninger

En undersøgelse fra Lars Krull ved Aalborg Universitet viser, at bankerne har hævet deres udlånsrenter meget mere, end deres finansieringsomkostninger er steget den anden vej. (Opdateret)

Rigtig mange gange sidste år meldte de danske banker ud, én efter én, at de hævede udlånsrenten. Og én efter én var rentestigningen ledsaget af en kommentar om, at den pris de betalte for pengene var blevet dyrere, så hvis de skulle fastholde deres indtjeningskraft, så var de nødsaget til at skubbe den dyrere finansieringspris videre til kunden.

Den forklaring holder bare slet, slet ikke viser en undersøgelse lavet af seniorforsker Lars Krull fra Aalborg Universitet, der bl.a. er kendt for at undervise en del af bankernes medarbejdere på enten HD eller MBA-studier. Det er Berlingske Business, der bringer historien på deres erhvervs-forside.

Lars Krulls undersøgelse viser, at bankernes fremmedkapitalomkostninger kun er steget med 0-0,25 pct. for de toneangivende banker. Nogle har endda set deres finansieringsomkostninger falde. Over for det kan man eksempelvis tage Nordea i Danmark, der tre gange sidste år hævede renten med op til 0,5 procentpoint.

Spar Nord i front med faldende omkostninger

På et opslag inde i avisen bringes en stor tabel, hvor man kan se bankernes finansieringsomkostninger til fremmedkapital i 2011. For det institut med den største stigning heri, Alm. Brand Bank, er stigningen på 0.6 pct., mens seks institutter ifølge beregningerne fra Lars Krull rent faktisk har oplevet faldende finansieringsomkostninger, med Spar Nord og Sparekassen Kronjylland i front.

I artiklen er der ikke citeret nogle bankdirektører, som er uenige i undersøgelsens trend og konklusioner, dog anfører Nordea, at de ikke mener, at deres finansieringsomkostninger er faldet, som tabellen i avisen viser, men at de rent faktisk er steget med 0,18 pct. Artiklen indeholder primært en række citater fra sidste år, hvor både Nordea og Danske Bank var ude at kommentere, når de hævede udlånsrenterne. Her blev rentestigningerne forklaret med, at det er dyrere for bankerne at hente kapital og funding, hvorfor renteniveauerne blev sat op.

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også