Finanstilsynet forsvarer nye regler for bestyrelser

Både Finansrådet og Lokale Pengeinstitutter langer ud efter de nye regler for bestyrelsens ansvar i en bank. Men Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard står fast.

Bestyrelsen skal tage ansvar og have fingrene nede i materien i bankens væsentlige driftsområder. Det står Finanstilsynet helt fast på, mens flere kritiske røster fra sektoren selv mener, at bestyrelsens opgave er mere overordnet og mindre driftsorienteret.

Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard slår i dagens udgave af Berlingske Business tilbage mod kritikken. Bestyrelsen skal kunne udfordre direktionen på alle punkter i driften, slår han fast.

"Man skal huske på, at i de fleste danske pengeinstitutter har den adm. direktør en endog meget stor indflydelse på bevillingen af det enkelte lån og følger bevillingen, lige fra kunden træder ind ad døren. Der er mange gange ikke kreditkomitéer eller lignende. Kreditafdelingen i banken kan stå svagt, hvis direktøren selv har været med til at indstille, at lånet bevilges. Her er det vigtigt at have bestyrelsen inde over, inden der bevilges store lån," siger Ulrik Nødgaard til Berlingske Business.

En revisor, en borgmester og en landmand

Men det er en utaknemmelig opgave, mener formand for Lokale Pengeinstitutter Claus E. Petersen, der samtidig selv er sparekassedirektør i Den Jyske Sparekasse.

"Bestyrelsen får et ansvar på kreditsiden, som er den mest utaknemmelige af alle opgaver. De får et ansvar, som de er ude af stand til at varetage, og det er meget svært at sige, hvilken værdi det har. Bankbestyrelserne har ingen ordentlige forudsætninger for en grundig regnskabsanalyse. De får normalt kun et koncentrat af materialet," siger Claus E. Petersen til avisen.

Han mener i stedet, at en bestyrelse skal give input på de områder, hvor direktionen ikke selv er stærk. Selv får han gode råd fra en bestyrelse med en revisor, en erhvervsadvokat, en landmand og en borgmester.

Ulrik Nødgaard imødekommer dog også kritikken så langt, er han er klar til at se på, om reguleringen enkelte steder er blevet lige lovlig detaljeret i beskrivelsen af bestyrelsens arbejdsopgaver, siger han til avisen.

Avis: Finansrådet i opgør med bankbestyrelser 

Finanstilsyn på vej med krav til finansbestyrelser

Ny bankformand afviser sektorproblem med svage bestyrelser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også