Regnskab: Solvenstynget DAB forventer vækst i basisindtjeningen på 25 pct.

Danske Andelskassers Bank må som ventet indkassere et stort minus i 2011, men forventer at basisindtjeningen kan vokse med op mod 25 pct. i 2012. Og resultatet før skat bliver positivt i år. Kraftigt indhug i solvensoverdækningen. (Opdateres)

2011 blev et år til glemmebogen for Jan Pedersen og co. i Danske Andelskassers Bank, under alle omstændigheder hvis man kigger på bundlinjen, men der er optimisme forude, hvis banken kan levere de resultater, der stilles i udsigt for 2012.

En af de grimme torne i regnskabet er et forøget solvensbehov på 1,8 procentpoint fra 10,4 til 12,2. Det øgede solvensbehov kommer efter et besøg af Finanstilsynet, der har bedst banken justere kravet til den kapitalmæssige buffer opad. Tilbage står en forholdsvis skrøbelig overdækning på 2 procentpoint. Bankens solvens er på 14,2 procent. Banken skriver selv i årsrapporten, at den er enig med Finanstilsynets karakteristik af solvensoverdækningen som værende beskeden, og "...der er derfor igangsat initiativer til at hæve den solvensmæssige overdækning, som ventes at have effekt i første halvår 2012".

Finanstilsynet: DAB havde risikable forretningsmetoder 

Banken anfører dog, at basiskapitalen er meget ren, i det den primært består af egenkapital.

Hårdt tilsynsbesøg

Finanstilsynets besøg medførte også, at banken måtte tage yderligere nedskrivninger.

"Finanstilsynet har gennemgået samtlige Danske Andelskassers Banks engagementer over 15 mio. kr. (i alt 76 engagementer svarende til 20 % af bankens udlånsmasse) samt stikprøver af bankens øvrige engagementer. Finanstilsynet har på baggrund heraf vurderet, at der i forhold til regnskabet pr. 30. september 2011 var behov for yderligere nedskrivninger for 112 mio. kr.," skriver banken. Bankens samlede nedskrivninger endte i 378 mio. kr.

Med de positive briller er det værd af hæfte sig ved, at banken melder ud om forventningen om et positivt resultat før skat i 2012, på trods af et meget usikkert og skrøbeligt vækstbillede for dansk økonomi. Og de positive forventninger til den næstnederste linje i resultatopgørelsen skal holdes op mod et tab på 240 mio. kr. før skat i 2011.

Stigende positiv effekt

”Det er imidlertid Danske Andelskassers Banks vurdering, at banken med de senere års tiltag – herunder fusion af andelskasserne i Sammenslutningen Danske Andelskasser og tilpasninger af filialnet og medarbejderstab – har tilpasset banken til de nuværende markedsforhold. Dette ventes at have stigende positiv effekt gennem 2012, og det er Danske Andelskassers Banks forventning, at der – såfremt den samfundsøkonomiske situation/krise udvikler sig som ventet – opnås et positivt resultat i 2012. Dette gælder både i forhold til resultat før skat og basisindtjening. Konkret forventer Danske Andelskassers Bank en basisindtjening for 2012 i intervallet 270-300 mio. kr.,” skriver banken fra Hammershøj mellem Randers og Viborg i sin årsrapport for 2011.

2011 blev et usædvanligt begivenhedsrigt år for Danske Andelskassers Bank, hvor et planlagt generationsskifte, en børsnotering, en fusion  af andelskasserne, en stor spareplan og flere markante nedskrivninger af lånebogen var blandt de største begivenheder.

Gør angiveligt ondt

Så selvom en bundlinje på 176 mio. kr. angiveligt gør ondt på ledelsen i Danske Andelskassers Bank, så var 2011 måske også året, hvor banken fik etableret en struktur og et omkostningsniveau, der kan sikre en fremadrettet solid indtjening.

Bankens basisindtjening, resultat før skat ekskl. kursreguleringer, nedskrivninger, udgifter til sektorløsning og engangsudgifter, blev 10 mio. kr. højere end i 2010 med 223 mio. kr.

Som i de fleste andre banker er det nedskrivningerne og kursreguleringerne, der sender bankens nettoresultat i rødt territorium. Kursreguleringerne er vekslet fra et plus på 46 mio. kr. i 2010 til et minus på 51 mio. kr., mens nedskrivningerne for helåret løb op i 378 mio. kr. - som er et fald på 9 pct. i forhold til 2010. Men nedskrivningsprocenten på 3,2 pct. er i den høje ende, hvis man sammenligner med andre institutter. Og landbruget er den største synder på nedskrivningsfronten, skriver banken i regnskabet.

"Det er Danske Andelskassers Banks vurdering, at banken har et godt samarbejde med landbrugskunderne, og at der løbende er foretaget de nødvendige nedskrivninger inden for segmentet. Det bemærkes, at de jordpriser, Finanstilsynet angiver i sit julebrev af 23. december 2011, ikke har givet anledning til yderligere nedskrivninger på bankens landbrug. De angivne priser afviger ikke fra det niveau, Danske Andelskassers Bank i forvejen havde værdiansat jorden til," skriver banken i en kommentar til regnskabet.

"Danske Andelskassers Bank har i 2011 og begyndelsen af 2012 styrket sin kreditorganisation via dels ny kreditstruktur, dels ressourcemæssig styrkelse af kreditfunktionen. Med baggrund heri og i de moderat positive – om end usikre – forventninger til dansk økonomi (senest bekræftet af EU-kommissionens prognose 24. februar) ventes nedskrivningsniveauet betydeligt nedbragt i 2012 og de kommende år," står der videre.

 

DAB-direktør: Det er klart mere topstyret i dag

DAB: Vores kernekunder bor i de byer de andre flygter fra

DAB-direktør: Glem nu ikke alle de sunde landbrug

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også