Kollerup om konkurrencerapport: "Alarmerende læsning"

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har selv bestilt den rapport om konkurrencen i banksektoren, som han nu kalder alarmerende læsning. Hvad der skal ske på området, har han ikke umiddelbart noget svar på, oplyser han i et skriftligt svar.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil have forbedret konkurrencen i den danske banksektor. | Foto: Jonathan Damslund
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil have forbedret konkurrencen i den danske banksektor. | Foto: Jonathan Damslund

Konkurrencen er for dårlig i den danske banksektor, og det er for uigennemskueligt for danskerne, hvad de betaler for at være kunde i deres bank.

Det er budskabet fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i kølvandet på en netop udsendt rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om konkurrencen i banksektoren.

FinansWatch har kun haft mulighed for at få et skriftligt fra erhvervsministeren om den rapport, han selv har bestilt.

”Det er rigtig godt, at vi nu har fået en ny status på konkurrencen i banksektoren. Men jeg synes, det er alarmerende læsning. Vi har et problem, når så mange danskere ikke kan gennemskue, hvad de betaler til deres bank, og når så få danskere skifter bank. For hvis man ikke kender prisen på at være kunde, er det meget svært at vide, om man er bedre tjent med at skifte bank,” siger han ifølge svaret.

Erhvervsministeren henviser til, at 42 pct. af danskerne ifølge rapporten ikke ved, hvad de betaler deres bank i årlige udgifter, og at fem pct. af danskerne har skiftet bank det seneste år.

Kalder på handling

Det fremgår dog også af rapporten, at mange er tilfredse med deres bank. 70 pct. af danskerne er tilfredse eller meget tilfredse med deres bankrådgiver ligesom over halvdelen af rapportens adspurgte vil anbefale deres bank til andre.

FinansWatch har spurgt erhvervsministeren om, hvorfor det er et problem at få skifter bank, når mange i overvejende grad er tilfredse med deres bank og rådgiver.

”Det er godt, hvis bankkunderne får en god service. Men det er også godt, hvis de har mulighed for nemt at undersøge, om de kunne få en endnu bedre service et andet sted. Ifølge analysen kan fire ud af ti bankkunder i dag ikke gennemskue, hvad de betaler til deres bank. Derfor er der mange danskere, der ikke ved, om de ville være bedre tjent med at skifte til en anden bank. Det er min ambition, at give bedre muligheder for danske bankkunder, for meget af det her kalder på handling, synes jeg,” lyder det ifølge det skriftlige svar.

I rapporten udtaler direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, at konkurrencen om privatkunder ”kan styrkes”.

Endvidere kan det være problematisk for konkurrencen, at bankerne tilbyder produkter fra en række samarbejdspartnere. Det betyder, ifølge direktøren, at det kan være svært at gennemskue priser og finde ud af, hvorvidt andre banker er billigere.

Simon Kollerup vil have forbedret konkurrencen. Men løsningerne ligger han ikke for indeværende inde med. Til gengæld er hans dør åben, oplyser han.

”Vi er nødt til at se på, hvordan vi styrker danskernes muligheder som kunde i en bank. Jeg har ikke konkrete forslag til løsninger lige nu, men jeg holder alle døre åbne. Nu vil jeg undersøge området og tage forbrugerne, bankerne og andre med på råd.”

Finansforbundet afviser kritik af høje lønninger i bankverdenen

Kontorchef om bankmarkedet: Små banker har svært ved at etablere sig og vokse

Rapport peger på få kundehop på ”relativt fastlåst” realkreditmarked

Længe ventet konkurrencerapport: Bankers konkurrence om privatkunder ”kan styrkes”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også