Endnu et uinviteret købstilbud er på vej til lokalbank - men det er ledelsen vant til

Endnu et købstilbud er på vej til DABs aktionærer, og det vil lande hos den ledelse, der måske er landets mest erfarne i at afvise den slags.
Foto: Danske Andelskassers Bank/PR
Foto: Danske Andelskassers Bank/PR

I årevis har bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank, DAB, kæmpet mod fusionsforsøg. Men nu er endnu et købstilbud på vej til bankens aktionærer, efter Spar Nord har passeret den magiske grænse.

Det har da også været netop Spar Nord, som gennem flere år har forsøgt at tvinge en sammenlægning igennem med DAB.

Oprindeligt startede ideen om et salg hos den aarhusianske rigmand og energihandler Henrik Lind fra Lind Commodities.

Lind havde en overgang en forkærlighed for aktier i lokalbanker, og her var DAB-aktien den vel nok mest omtalte. Tilbage i 2016 havde han gennem investeringsselskabet Lind Invest opnået en ejerandel på 20 pct. af DAB-aktierne, og han ønskede at udskifte bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i december samme år. Frygten fra den siddende ledelse var, at det var med et salg for øje.

Lind Invest mente, at DABs økonomi var presset efter en periode med store nedskrivninger, bl.a. på grund af lån til en presset landbrugssektor. Det var da også igennem en aktieemission, der skulle skaffe kapital, at Henrik Lind havde skudt penge i banken.

Allerede i 2016 var der et købstilbud på DAB, hvor det ifølge Børsen var Spar Nord, der dengang havde budt 5 kr. pr. aktie.

Lind Invest fik dog ikke helt lov til at skifte bestyrelsen ud. Med ca. 500 fremmødte aktionærer var der overvældende støtte til den siddende bestyrelses kandidater, som opnåede genvalg.

Åben om intentioner fra start

Henrik Lind opnåede senere en mindre repræsentation i bestyrelsen, men det var ikke nok til at bestemme over banken. Det var dog ikke afskrækkende for rigmanden, der i midten af 2017 valgte af øge sin ejerandel i lokalbanken til knap 27 pct.

Og herefter fulgte et bemærkelsesværdigt stille år for DAB, der frem til efteråret 2018 fik lov til at fokusere på den almindelige bankdrift. Det var lige indtil, at Henrik Lind solgte sin aktiepost til nordjyderne i Spar Nord til en kurs på 6 kr. pr. aktie.

Og det var fra starten med en klar besked; Vi søger en fusion.

At blive opkøbt er og var ikke et attraktivt scenarie for DABs bestyrelse. I starten af 2019 kom der et reelt bud, der dengang lød på 7,75 kr. pr. aktie, men heller ikke denne gang var DABs bestyrelse klar til at sælge. Mens Spar Nord havde stemplet et dokument "fortroligt," mente DAB, at det måtte komme til offentlighedens kendskab.

Konkret indebar det en forhøjelse af buddet til 9 kr. pr. aktie, hvis nedskrivningskontoen endte indenfor et givent interval. At DAB valgte at offentliggøre dokumenter fra Spar Nord blev imidlertid betegnet som "bizart," og analytikere undrede sig over forløbet.

Giftpillen

Heller ikke en pris på 9 kr. pr. aktie var dog god nok til DABs bestyrelse, der afviste buddet. I stedet iværksatte man en rettet emission, hvor ejerfondene i Fonden for Andelskasserne i Område Syd samt den tilsvarende for Nord-området købte op. Det skete angiveligt med lånte penge, hvor mange har mistænkt Jyske Bank for at finansiere aktiekøbet.

Emissionen lykkedes, og man fik udvandet Spar Nords medbestemmelse, så bestyrelsen igen kunne sætte rammen for DABs drift.

I coronaåret 2020, hvor Finanstilsynet havde henstillet til ikke at udbetale udbytte, besluttede man alligevel at udbetale udbytte til DAB-aktionærerne, for derefter at lave en aktieemission på stort set samme beløb. Ifølge Børsen skete det, fordi fondene skulle betale tilbage på det lån, der angiveligt var givet til at købe DAB-aktier for i første omgang.

Men missionen lykkedes altså, og man fik udvandet Spar Nords ejerandel.

Det er først her i starten af andet halvår 2021, at Spar Nord har kæmpet sig op på de magiske 33 pct., der tilsiger, at man skal lægge et købstilbud på samtlige aktier. Det har Spar Nord varslet, men endnu ikke gjort.

Buddet vil mindst være på 10,35 kr., som er den højeste pris, Spar Nord har købt op til de sidste seks måneder.

DAB-aktien handles tirsdag eftermiddag i kurs 11,6, hvilket er markant over de tidligere bud. DAB-bestyrelsens holdning er, at man er åben for en fusion med en ligeværdig partner, men da Spar Nord er langt større, opfyldes dette kriterie ikke.

Foruden DAB-aktier er det værd at bide mærke i, at Spar Nord i år har overtaget Banknordiks danske privatkundeforretning og indlemmet dem hos sig selv.

Investeringsøkonom spår lang udmattelseskrig i kampen mellem DAB og Spar Nord 

Spar Nord regner med at blive på sidelinjen trods bud på DAB

Spar Nord på vej med endnu et købstilbud på DAB 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også