Tyskland puster liv i finansskat med bidrag til EU-budgettet

Idéen om en EU-skat på finansielle transaktioner har levet et langt og uforløst liv. Men den er ikke død.
Den traditionelle motor i EU-samarbejdet - Tyskland og Frankrig - forsøger i forbindelse med et eurogruppemøde i Bruxelles mandag at puste mere liv i projektet.
"Vi skal tale om, hvordan vi kan nå det længe søgte mål om en fælles holdning til en skat på finansielle transaktioner," siger Tysklands finansminister, Olaf Scholz.
Han bekræfter en historie i tyske medier mandag om, at Frankrig og Tyskland sammen har forberedt et forslag, som de vil "forsøge at overbevise så mange som muligt om".
De to lande er ikke helt enige om, hvordan den forventede milliardindtægt skal spenderes.
En skat på finansielle transaktioner kan ifølge Frankrig dække en del af et budget for eurozonen, hvilket franskmændene står i spidsen for at få skabt.
Tyskland mener, at indtægterne kan bidrage til hele EU-budgettet.
Idéen har været på bordet i forskellige afskygninger i omkring et årti, men der har været betydelig modstand i flere EU-lande.
Frankrig har allerede en finansskat, der ligner den, som de to EU-lande ønsker udbredt.