Straarup: Dansk bankstruktur bliver ikke svensk

I et interview med Berlingske Business siger Peter Straarup, at der vil komme yderligere konsolidering i branchen i Danmark, men svenske tilstande bliver det ikke til.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN

En måneds tid før sin endelige exit i Danske Bank giver Peter Straarup sit bud på, hvordan han tror, at det fremtidige landskab vil se ud i den danske bankverden.

Og Straarup er, ligesom de fleste andre, sikker på, at der vil være færre institutter fremover.

"Vi har mange banker i Danmark - også i sammenligning med andre lande på vores størrelse og også i forhold til Sverige. Jeg tror dog ikke, at vi når ned på svensk niveau. Infrastrukturen i Danmark gør det lettere at være et lille pengeinstitut, og noget handler om lovgivning, andet om traditioner. I Danmark har vi således blandt andet det fælles dankort og det fælles betalingssystem PBS," siger han og spår, at jo længere tid den økonomiske krise fortsætter, jo mere konsolideret vil den danske banksektor blive.

Stigende risikopræmier

I samme interview siger Straarup, at det er altafgørende for Danmark, at politikerne holder sig på dydens smalle sti i forhold til at styre udgifterne i den offentlige sektor sammenholdt med vores BNP.

"Det er afgørende, at Danmark holder sig under kravet til euro-medlemslandenes offentlige økonomi og gældsætning - blandt andet med krav om at underskuddet på de offentlige finanser højest må være tre pct. af BNP. Lande, som får de finansielle markeders negative syn klistret på sig, risikerer at opleve voldsomt stigende risikopræmier, som vi har set det i sydeuropæiske lande som Italien. Vi er jo i Danmark meget rentefølsomme med den høje gæld hos private, og hvis den danske økonomi ikke holder sig inden for dydens smalle sti med orden i finanserne, kan vi komme i en situation, hvor finansiering bliver markant dyrere," siger Straarup, der tror, at danskerne skal indstille sig på, at krisen kan blive langvarig.

"Vi står over for en flerårig krise. Måske skal vi hen i 2013 eller 2014, før det lysner. De europæiske lande står over for flere år med lav vækst og endda risiko for at glide tilbage i recession. Dansk økonomi er afhængig af udviklingen i euro-landene, og i et negativt forløb kan recessionen også ramme Danmark," siger Peter Straarup til Berlingske Business.

 

Ingen kapital i bankerne til oprydning uden om bankpakkerne

Finansanalytikermøde: Svært ved at se de frivillige bankfusioner

Magasin: Bankdirektører spår småbanker store problemer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også