Nye ansigter floppede på børsen i 2017: Kan gentage sig i 2018

Selv om det danske aktiemarked har været generelt stigende i år, er det langtfra alle de nye aktier på børsen, som har nydt godt af det positive handelsklima.
Foto: /ritzau/Niels Hougaard
Foto: /ritzau/Niels Hougaard
RITZAU FINANS

Conferize, Greenmobility og Orphazyme, som alle er blevet børsnoteret i det forgangne år, bliver således handlet til en lavere kurs i dag, end tilfældet var i forbindelse med deres børsintroduktioner på henholdsvis First North og Nasdaqs hovedbørs.

Conferize er faldet 28 pct. fra introduktionskursen på 8 kr., Greenmobility er tikket ned med 1,3 pct. fra 150 kr., mens Orphazyme på hovedbørsen er dalet 5,6 pct. fra 80 kr.

Til gengæld er Nilfisk en klar undtagelse. Den er også lidt af et særtilfælde, da selskabets aktie kom ind på børsen på grund af en spaltning fra NKT-koncernen. Fra at have debuteret med en kurs på 281,80 kr. bliver Nilfisk-aktien i øjeblikket handlet næsten 30 pct. højere i 359 kr.

Desuden ligger TCM Group 50 øre højere end de 98 kr., som aktien kostede ved introduktionen i november.

"Hvis man ser på den overordnede udvikling, så har de danske aktier generelt været stigende og givet investorerne et afkast, så forudsætningerne for at der skulle nye selskaber på børsen, og de ville klare sig godt, burde alt andet lige være gode."

"Men sådan har det bare ikke været, da de fleste nynoteringer har haft det svært," siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Han vurderer, at de mislykkede nynoteringer hænger sammen med prisfastsættelsen hos de enkelte selskaber. En for høj pris ved børsintroduktionen kan nemlig afholde potentielle investorer fra at springe med om bord, og derudover kan en for høj pris betyde, at der ikke er rum til en positiv start på børstilværelsen.

"Når selskaber bliver overtegnet på introduktionstidspunktet, og der efterfølgende er et kursfald, så kan jeg ikke tillade mig at sige andet, end at dem, der fører aktierne på børsen, ikke er dygtige nok til at regne ud, at der skal være en spredningsgevinst den første dag på omkring 8-12 pct. Det skal der være plads til i prisfastsættelsen, ligesom der skal være plads til, at aktien kan stige. Den skal for alt i verden ikke kunne falde," siger Per Hansen.

Tilfældene med for høje prisfastsættelser i forbindelse med børsintroduktioner er dog langtfra et nyt tilfælde, da eksempelvis Nets havde en skidt start på børsen forrige år på grund af netop dette forhold.

Men på trods af de gentagne tilfælde med lunkne børsintroduktioner er investeringsøkonomen fra Nordnet usikker på, om andre selskaber vil lade sig afskrække fra en tilværelse på børsen og den dertilhørende adgang til risikovillig kapital.

"Jeg tror som sådan ikke, at det vil afskrække nogen fra at gå på børsen i 2018, så længe det er sådan, at man kan få solgt sine aktier."

"Mit budskab er bare, at investorerne skal huske at sige nej til selskaber, som bliver prisfastsat for højt. En for høj prisfastsættelse er egentlig bare et udtryk for, at sælgerne og investeringsbankerne har én interesse, og det er at maksimere prisen, så de tjener så meget som muligt," siger Per Hansen.

For nuværende tegner NPinvestor til at blive det næste nye medlem på den danske børs. Selskabet sigter i hvert fald efter at få børsdebut en gang i midten af januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også