Forbunds ønske til statsministeren: Erkend sektorens rolle

Den kommende statsminister bør erkende, at den finansielle sektor er en grundlæggende forudsætning for at få gang i hjulene i Danmark igen, lyder ønsket fra Finansforbundets formand, Kent Petersen.

Skal Danmarks hjul for alvor begynde at trille igen, spiller finanssektoren en væsentlig rolle. Det må den kommende statsminister erkende.

Sådan lyder ønsket fra Finansforbundets formand, Kent Petersen, til Danmarks kommende statsminister.

”Alle partier går til valg med en erkendelse om, at vækst er nødvendigt for at genoprette den danske økonomi. Jeg ville ønske, at den kommende statsminister erkendte og handlede efter, at en velfungerende finansiel sektor er en grundlæggende forudsætning for at skabe vækst i Danmark,” siger han til FinansWatch.

Sikre regulering

Han håber, at politikerne vil sikre en regulering, der vil sikre sunde pengeinstitutter, også selvom det betyder en udvidelse af Bankpakke IV.

”Jeg håber på, at Bankpakke IV gøres komplet med en løsning, der sikrer, at sunde, veldrevne pengeinstitutter kan fortsætte med en likviditetsgaranti eller kapital fra staten,” lyder det fra Kent Petersen.

Til gengæld opfordrer han politikerne til at holde fingrene væk fra lønsumsafgiften. Et forslag, der måske ikke så overraskende er blevet voldsomt kritiseret fra flere sider i sektoren.

Frygt for fyringer

”Principielt set forholder vi os ikke til beskatningsniveauet af sektoren - så længe det ikke underminerer den internationale konkurrenceevne – men lønsumsafgift som metode opfordrer til fyringer i sektoren, hvilket betyder større arbejdsløshed og mindre skattegrundlag for sektoren. En på alle måder uklog beskatning,” lyder det fra formanden, der generelt er bekymret for fyringer i sektoren. En bekymring, der blev understreget af, at Nordea for kort siden meldte om voldsomme nedskæringer.

Spørger man til det mest negative beslutning for den finansielle sektor under den nuværende regering peger Kent Petersen på Bankpakke III, mens han til gengæld roser politikerne for det brede samarbejde i kølvandet på finanskrisen.

Bredt samarbejde

”Den bedste politiske beslutning i kølvandet på Finanskrisen var, at politikerne evnede at stå sammen på tværs af partiskel og på ansvarlig vis og gennem hurtig handling sikrede finanssektoren via Bankpakke I,” siger Kent Petersen og tilføjer:

"Den dårligste beslutning var at forringe dagpengeområdet med kortere periode og forringelser i det hele taget på beskæftigelsesområdet.”

Valg på FinansWatch

  • Danskerne skal til stemmeurnerne den 15. september.
  • Udfaldet af valget kan få store konsekvenser for den finansielle sektor.
  • Op til valget sætter FinansWatch fokus på sektorens ønsker til den kommende regering.
  • Har du et budskab til den kommende statsminister? Skriv til os på pm@finanswatch.dk

Dals ønske til statsministeren: Giv os arbejdsro

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også