Lån og Spar-chefs ønske til statsministeren: Giv reguleringen et servicetjek

Reguleringen af den finansielle sektor bør evalueres, mener adm. direktør i Lån og Spar Bank John Christiansen, der også sender et ønske om vækst af sted mod den kommende statsminister.

Luppen skal frem, så den regulering, bankerne de seneste år er blevet bombarderet med, kan få et eftersyn.

Det mener i hvert fald adm. direktør i Lån og Spar Bank John Christiansen, der håber, at reguleringen af den finansielle sektor er noget, politikerne vil tage hånd om efter det kommende valg.

”Sektoren har i en lang periode skulle implementere mange nye reguleringer. Jeg ønsker, at der dels foretages en evaluering og sanering af lovgivningen på det finansielle område, og dels at vi får et pusterum for ny regulering på det finansielle område,” siger direktøren til FinansWatch og tilføjer:

Justering

”Det kan godt være, at det viser sig, at reglerne har virket efter hensigten, og så er det jo dejligt, men det kunne også godt være, at der er noget, der skal justeres.”

Så du gerne, at en sådan evaluering endte ud i, at der kom færre regler?

”Jeg tror da, at en evaluering ville vise, at nogle af de her tiltag, der er blevet gennemført, dem kunne man godt undvære,” siger direktøren, der ikke vil pege på konkrete krav, han gerne så smidt i skraldespanden.

Pusterum

For ham vil en opbremsning og en oprydning i reguleringen betyde et pusterum, hvor bankerne kan fokusere på det, de skal – nemlig at drive forretning.

”Reguleringen betyder, at vi skal sætte flere ressourcer af til at leve op til lovgivningen, og det har vi heller ikke noget i mod, men engang imellem er det måske meget smart at evaluere det, vi har sat i værk, for at se, om det nu også virker med den hensigt, der oprindeligt var tiltænkt,” siger John Christiansen.

Han håber samtidig, at den kommende statsminister vil fokusere på at få sat gang i hjulene under det danske samfund, så beskæftigelsen og forbruget igen begynder at stige.

Øget vækst

”Jeg ønsker, at den kommende statsminister vil iværksætte tiltag, der vil øge væksten og dermed beskæftigelsen i Danmark. Der skal skabes sikkerhed og tryghed for alle danskere, så vi atter kan få gang i hjulene og dermed forbruget,” lyder ønsket fra topchefen, der dog ikke vil pege på konkrete tiltag, for det er politikernes opgave, siger han.

Om det er rød eller blå blok, der bedst kan varetage opgaven holder topchefen sig fra at svare på, for Lån og Spar Bank er politisk neutral.

”Vi er partipolitisk neutrale. Vi ønsker ikke at støtte en bestemt fløj. Vi er en bank for alle, og derfor er vi neutrale,” siger John Christiansen.

Valg på FinansWatch

  • Danskerne skal til stemmeurnerne den 15. september.
  • Udfaldet af valget kan få store konsekvenser for den finansielle sektor.
  • Op til valget sætter FinansWatch fokus på sektorens ønsker til den kommende regering.
  • Har du et budskab til den kommende statsminister? Skriv til os på pm@finanswatch.dk

Forbunds ønske til statsministeren: Erkend sektorens rolle

Dals ønske til statsministeren: Giv os arbejdsro

Heidebys ønske til den kommende regering

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også