Avis: Bankpakken løser ikke finansieringsproblemer

Danske banker ligger inde med statsgaranterede lån for 155 mia. kr., som har udløb i 2013. Den nye bankpakke giver ikke en løsning, og Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag er stadig utydeligt, vurderer eksperter.

Hvis en bank have finansieringsproblemer før bankpakke IV, så har den det også nu. Sådan lyder dommen fra professor i finansiering fra CBS Jesper Rangvid og bankanalytiker i SEB Enskilda Claus Grøn Therp i dagens udgave af Berlingske Business.

"De banker, som før Bankpakke 4 stod i refinansieringsproblemer, gør det stadig. Der er ikke ændret noget som sådan," siger Jesper Rangvid til avisen.

Arbejder på sagen

Finansiel Stabilitets årsregnskab afslørede, at der er optaget statsgaranterede lån for 172,3 mia. kr., hvor af de 17,1 mia. er optaget af nu krakkede institutter. Der er altså for omkring 155 mia. kr. statsgaranterede lån tilbage i banksektoren, og de skal refinansieres inden 2013. Og det kan blive svært i den nuværende situation. Flere har peget på, at Nationalbankens udvidede belåningsgrundlag kan løse finansieringsproblemerne, men det er stadig usikkert, vurderer Claus Grøn Therp.

"Det giver jo ikke mening, hvis et institut kan aflevere halvdelen af sin lånebog dér. Derfor må der sættes en grænse på en vis procentmæssig andel af bankens samlede udlån, sådan at der heller ikke gøres forskel på tværs af institutter," siger Claus Grøn Therp.

Nationalbankens talsmand Karsten Biltoft siger til Berlingske Business, at Nationalbanken arbejder på sagen med at udforme den endelige lånemulighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også