Saxo Bank i nyt milliardstort ejendoms-samarbejde

Saxo Banks ejendomsben indgår samarbejde med Resolution Property om at opkøbe ejendomme i København. (Opdateret 08.21)
Foto: 3XN + Adam Mørk
Foto: 3XN + Adam Mørk

Saxo Properties, Saxo Banks afdeling for ejendomsinvesteringer, har indgået et Joint Venture med Resolution Real Estate Advisers LLP, bedre kendt som ’Resolution Property’, en europæisk ejendomsfond, der blandt sine investorer tæller førende amerikanske universiteter som Harvard og Yale samt andre fonde. Resolution Property bestyrer i dag værdier for EUR 1.5 milliarder i sin ejendomsportefølje.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Saxo Bank.

”Joint Venture-aftalen vil fokusere på investeringer op til ca. EUR 250 millioner i det centrale København med særlig vægt på boligejendomme og ejendomme, der bruges både til beboelse og erhverv,” står der i meddelelsen.

Team på 15 mand

”Der er tale om bygninger, der vil blive optimeret gennem intensiv modernisering både i form af ombygning og udskiftning af lejere. Med et team på 15 erfarne ejendomsspecialister og en afdeling for Facility Management står Saxo Properties stærkt, når det drejer sig om at identificere muligheder uden for det etablerede marked og implementere et program for ejendomsudvikling, der vil føre til betydeligt bedre udbytteresultater for investorerne,” skriver Saxo Bank i meddelelsen.

”Vi er meget glade for at kunne gå sammen med Resolution Property, en af Europas førende investeringsgrupper med ejendomme over hele det kontinentale Europa. Vores Joint Venture vil fokusere på omhyggeligt udvalgte projekter, der har potentiale til at levere resultater over gennemsnittet på mellemlangt sigt,” siger adm. direktør for Saxo Properties, Jesper Damborg.

Også på den anden side af bordet er der glæde, hvor Robert Laurence, der står i spidsen for Resolution Property, siger, at stabiliteten i den underliggende økonomi i København sammen med muligheden for at anskaffe ejendomme af god kvalitet til priser med et betydeligt nedslag i forhold til tidligere topniveauer appellerer stærkt til dem.

Har bevist de kan

”Vores Joint Venture med Saxo Properties stiller et meget erfarent ejendomsteam til vores rådighed lokalt, og der er tale om folk, der allerede har bevist, at de kan levere et godt udbytte. Det giver os nogle spændende muligheder for at udvikle vores merværdi-strategi i et nyt marked,” siger han.

Saxo Properties er et datterselskab under Saxo Bank, og blev startet i marts 2010 for at kunne tilbyde ”closed end funds” både til velstående privatinvestorer og institutionelle investorer med fokus rettet mod boligejendomme og erhvervs- og detailhandelsejendomme i det centrale København.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også