Europæiske banker mangler 3.430 milliarder

De europæiske banker skal på pengejagt for at leve op til nye kapitalkrav i EU. Dansk realkredit skal testes.
RITZAU FINANS

Det danske realkreditsystem er foreløbig fredet i EU-Kommissionens udspil til nye kapitalkrav for de europæiske banker.

Men bankerne kommer på overarbejde i de kommende år for at få flere penge på kistebunden, så de står bedre rustet mod en eventuel ny finanskrise.

Samlet set skal de 8200 banker i EU finde 460 milliarder euro (3.430 milliarder kr.) i ekstra kapital inden 2019 for at leve op til de nye regler, anslår EU-Kommissionen.

"Det er tid til at rydde op i den europæiske finanssektor," siger Michel Barnier, EU-kommissær for det indre marked.

"Banksektoren havde ikke kapital nok, da krisen opstod, og likviditetskravene var utilstrækkelige," fortsætter han.

EU-Kommissionens forslag åbner samtidig op for, at de europæiske finanstilsyn kan udstede bøder på op til 10 procent af det årlige overskud til banker, der ikke overholder de nye EU-krav.

I udspillet har EU-Kommissionen foreløbigt valgt at holde hånden over de danske realkreditobligationer.

Frygten var ellers, at realkreditobligationerne ikke længere kunne medregnes fuldt ud i bankernes likviditet. Det ville skabe store problemer for realkreditsystemet.

"Jeg vil ikke have, at nogen kommer og siger, at vi ikke har taget hensyn til særlige forhold i visse lande," siger Michel Barnier.

Med 8200 europæiske banker, der tilsammen udgør over halvdelen af klodens samlede bankaktiviteter, har det været nødvendigt at udvise fleksibilitet inden for de samme overordnede kapitalkrav, forklarer han.

Realkreditten vil dog komme under øget overvågning fra det europæiske finanstilsyn, EBA, som vil gennemføre en række test af realkreditobligationernes likviditet "under stressede markedsforhold".

Derfor ventes en endelig beslutning om realkreditobligationernes status først i 2015.

Samtidig kan kommissionens forslag også nå at blive ændret, når forslaget skal forhandles på plads af EU's medlemslande og EU-Parlamentet.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også