Bankerne svarer igen: Betal eller afliv dyrene

Finansrådet sætter hårdt mod hårdt i et brev til sine medlemmer, der af landbruget er blevet beskyldt for indirekte at være skyld i vanrøgt af dyr.
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten

I yderste konsekvens kan det føre til vanrøgt af dyr, når bankerne fra den ene dag til den anden opsiger kreditterne til pressede landmænd. Derfor er det nødvendigt at finde en fælles løsning. Alternativt kan det gå ud over både finanssektorens og landbrugets image. Sådan lød den kontante melding til bankerne for nylig fra toppen af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

En melding, der ikke ligefrem bliver modtaget med åbne arme i bankernes organisation Finansrådet. Her er budskabet til medlemmerne derimod klart: Det har aldrig været, og det bliver aldrig bankernes ansvar, hvad landmænd gør med sine dyr, når de ikke er i stand til at betale renter og afdrag til banken. Det skriver Børsen, der citerer en cirkulærer skrivelse, hvor Finansrådet fortæller sine medlemmer, hvordan de bør forholde sig til økonomisk trængte landmænd.

Uforstående direktør

"Såfremt husdyrproducenten ikke kan honorere de finansielle forpligtigelser over for sine kreditorer, må han foretage de rette produktionsmæssige dispositioner, herunder eventuelt afhænde eller aflive dele af eller hele besætningen. Det kan aldrig være en udvej at vanrøgte besætningen. Vælger husdyrproducenten denne udvej – og hermed at overtræde lovgivningen – er det alene hans valg og hans ansvar. En sådan beslutning kan aldrig blive kreditors ansvar," lyder det.

Finansrådets adm. direktør Jørgen Horwitz har desuden svaret formanden og direktøren for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen og Carl Aage Dahl.

”Jeg har svært ved at forstå jeres bemærkning om, at den finansielle sektor kan få et medansvar for, at vanrøgtslignende situationer opstår – og det bekymrer mig at høre, at de forekommer,” skriver han ifølge Børsen til de to.

Uetisk holdning

Den kolde skulder fra Finansrådet vækker harme i Vestjysk Landboforening. Her kalder formand Søren Christensen holdningen for uetisk.

”Der SKAL findes en løsning, hvis en landmand ikke har kredit eller penge til at passe sine dyr. Landmanden må have hjælp. Man kan ikke bare aflive på den baggrund. Jeg synes, at bankerne skubber ansvaret fra sig,” siger han til Børsen.

Hårde anklager mod bankerne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også