Regnskab: Finanstilsynets besøg sender Totalbanken i rødt

Tilsynet tvinger banken til at nedskrive på flere større erhvervsengagementer samt på bankens beholdning af ejendomme. Bundlinjen i minus med små 55 mio. kr.

Totalbanken har vendt overskud til et noget større underskud. Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal, hvor banken måtte se et underskud på 54,8 mio. kr. mod et overskud på 5,3 mio. kr. i samme periode 2010.

Banken har i perioden øget nedskrivningerne markant. Nedskrivningerne er således steget fra 8 mio. kr. i de første tre måneder af 2010 til næsten 78 mio. kr. i samme periode i år.

Finanstilsynet har konkluderet, at der skal foretages yderligere nedskrivninger på et mindre antal af bankens større erhvervsengagementer samt en nedskrivning på bankens beholdning af ejendomme, og det er sket i første kvartal.

Banken klynger sig til håbet om, at nedskrivningerne ikke bliver til reelle tab.

"Totalbanken har taget konklusionen til efterretning. Det skal understreges, at de ekstra nedskrivninger er udgiftsført, men at nedskrivningerne ikke er tabt. Ændrede konjunkturer eller bonitet hos de enkelte kunder vil kunne medføre en tilbageførsel af de nedskrevne beløb," skriver Totalbanken.

Utilfreds ledelse

Nedskrivningerne var medvirkende til en nedjustering af forventningerne til hele regnskabsåret 2011, hvor banken tidligere ventede et basisresultat på 45-55 mio. kr. Nu ventes en basisindtjening i omegnen 35-45 mio. kr. Banken begrunder desuden nedjusteringen med, at de tidligere forventninger ikke indeholdt betaling til Indskydergarantifonden i forbindelse med Amagerbankens krak.

"Bestyrelse og direktion udtrykker utilfredshed med resultatet af første kvartal, der viser en faldende basisindtjening og øgede nedskrivninger. Tiltag til forbedring af basisindtjeningen er igangsat, ligesom der fortsat arbejdes med at reducere nedskrivningsbehovet," skriver banken i regnskabet.

Regnskab: Lavere resultat i Totalbanken

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også