Omstridt direktør stopper i Århus Lokalbank

Bestyrelsen ønsker en anden profil i spidsen for Århus Lokalbank, hvor ledelsen gennem længere tid har modtaget hård kritik for en række usædvanlige manøvrer.
Foto: DALHOFF CASPER
Foto: DALHOFF CASPER
RB-Børsen

Aarhus Lokalbanks direktør, Per Hermansen, er fratrådt onsdag. Det oplyser bestyrelsesformand Rasmus Juhl Rasmussen til RB-Børsen. Banken skriver i en børsmeddelelse torsdag morgen, at bestyrelsen og direktøren er blevet "enige" om direktørens afgang, og formanden ønsker ikke at tage ordet fyring i sin mund. Han siger i stedet:

”Det foregik sådan, som der står, at bestyrelsen og bankdirektør Per Hermansen er blevet enige om at afslutte samarbejdet,” siger Rasmus Juhl Rasmussen.

Bestyrelsesformanden oplyser, at direktørens fratrædelsesgodtgørelse følger "almindelige" principper, hvorefter Per Hermansen får halvandet til to års løn i kompensation. Af bankens årsregnskab fremgår det, at direktørens løn er knap 1,9 mio. kr.

Banken ønsker nu en helt anden profil i spidsen.

”Set i lyset af bankens resultater er vi nu inde i en proces, hvor vi skal tilpasse banken. Banken skal trimmes, og vi skal have slanket vores balance. Der står i fondsbørsmeddelelsen, at banken fremover i højere grad skal fokusere på soliditet og lønsomhed, og der skal der en anden profil til, føler vi,” siger Rasmus Juhl Rasmussen.

Har I da ikke fokuseret på soliditet og lønsomhed indtil nu?

”Jo, det har vi. Men banken har jo været gennem nogle år med stærk vækst. Nu ønsker vi at dreje det, så vi får tilpasset til, at banken skal have slanket sin balance og vi er begyndt at trimme vores omkostninger. Vi må erkende, at vi er vokset for hurtigt. Derfor vil vi nu have tilpasset vores kapitalgrundlag og bankens størrelse, så de passer til hinanden,” siger Rasmus Juhl Rasmussen.

Bestyrelsesformanden afviser, at afskedigelsen har bund i den mediestorm, banken har været ude i, hvor en række forhold omkring ledelsen er blevet kritiseret for at være på kanten af det lovlige. Bestyrelsesformanden kan ikke forestille sig, at der vil komme juridiske efterspil ud af nogen af sagerne. Ledelsen er blandt andet blevet forbundet med at have skjult aktier for 15 mio. kr. i det luxembourgske selskab Value Invest Asset Management og sælge insolvente selskaber ind i banken.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også