Forbrugerrådet: Der bor et dyr i banken

Der bor et lille dyr i din bank, som spiser dine penge, uden du opdager det. Sådan lyder det i en ny kampagne fra Forbrugerrådet. Finansforbundets næstformand, Michael Budolfsen kalder den skinger.

”Der bor et lille dyr i din bank. Det spiser dine penge, uden du opdager det. Vi kalder det pungdyret. Det lever af vildledning, gebyrmisbrug og skjulte priser”.

Sådan lyder det i Forbrugerrådets kampagne, ’Anstændige Banker, Tak’, der skal sikre fair vilkår for forbrugerne.

Kampagnen består bl.a. af ti opfordringer til regeringen.

Beder forbrugere om hjælp

"Vi har valgt at lade det lille pungdyr være et billede på den behandling, alt for mange forbrugere får i deres bank. Med kampagnen beder vi forbrugerne om hjælp til at sætte fokus på de mangler, der er i systemet, så vi får et sæt effektive regler, der beskytter mod uanstændig behandling," siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet, til Nyhedsbrevet Finans.

I Finansforbundet undrer man sig over et af punkterne i programmet, der går på, at bankerne skal afskaffe sammenblandingen af rådgivning og provision.

For skinger

”Generelt er tonen for skinger, og når de i et af de ti punkter kræver, at sammenblandingen af rådgivning og provision skal afskaffes, kan det opfattes direkte misvisende. Den enkelte bankrådgiver modtager nemlig ikke provision og har aldrig gjort det," siger næstformand i Finansforbundet Michael Bodulfsen til Nyhedsbrevet Finans.

Nogle af kravene kan Finansforbundet dog godt bakke op omkring.

"Vi går klart ind for åbenhed og gennemsigtighed i priserne, men jeg bryder mig ikke om, at man angriber sektoren over en bred kam. Det er ikke anstændigt af Forbrugerrådet, og det har sektoren ikke fortjent. Langt de fleste banker, opfører sig ordentligt og anstændigt. Lad os fokusere dér, hvor udfordringen er i stedet for," siger Michael Budolfsen.

Læs mere om kampagnen på Forbrugerrådets hjemmeside.

Her er de ti krav:

1. Vi vil se prisen

Når banken rådgiver dig om pengeanbringelser, skal den altid oplyse de årlige omkostninger, både i kroner og procent. Den årlige gebyroversigt skal indeholde de provisioner som banken tjener på dig.

2. Afskaf sammenblanding af ”rådgivning” og provision

Når man rådgiver om investerings- og opsparingsprodukter, må man ikke modtage provision fra produktleverandøren. Betalingen for det udførte arbejde skal i stedet opkræves direkte fra kunden.

3. Markedsføringslov på det finansielle område

Det finansielle område skal omfattes af markedsføringsloven eller tilsvarende regler.

4. Rimelige priser for at betale

Der skal konkurreres om at tilbyde Betalingsservice bedst og billigst. Indtil da må priserne reguleres.

5. Dankortet skal fremtidssikres

Brugerbetaling skal tillades på de internationale betalingskort.

6. Gebyrerne skal være fair

Virksomheder skal altid tilbyde en gebyrfri måde at betale på.

7. Forbrugerbeskyttelsesregler skal virke

Der skal være konsekvenser for banken når regler om forbrugerbeskyttelse overtrædes, og de skal fastsættes ved lov.

8. Tilsyn med bankerne skal styrkes

Det skal give bøder, når forbrugerbeskyttelsesregler overtrædes.

9. Betalingskort skal være sikre

Der skal være regler for virksomheders genbrug af kundernes kortoplysninger.

10. Samfundsinteressen skal styrkes

Der bør etableres et nationalt betalingsråd efter hollandsk forbillede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også