Bedste rådgivning og bedste netbank.

Nørresundby Bank er den mest populære bank i klassen. Banken yder blandt andet den bedste rådgivning, mener kunderne, ifølge ny analyse.

Nørresundby Bank har grund til at glæde sig over Netbankanalysen 2010. Flere end 6.000 bankkunder har vurderet deres pengeinstitut på en række parametre, og her hiver Nørresundby Bank stikket hjem flere steder.

Både når det kommer til rådgivning og netbank ligger Aalborg-banken i top.

Eik Bank-kunder utilfredse med rådgivning

På en skala fra et til fem kvitterer Nørresundby Banks kunder med et firetal, når det kommer til rådgivningen. To andre jyske banker – Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank – følger lige i hælene på den populære bank, mens Eik Banks kunder er mest utilfredse med den rådgivning, de modtager.

Kundernes gennemsnitlige vurdering af netbankerne ligger på 7,8 i 2010. Her klarer Nørresundby Bank sig også bedst med en score på 8,4.

Nørresundby Bank kan også bryste sig af at have den største andel af kunder, der vil anbefale banken. I den modsatte ende ligger Amagerbanken.

Pengeinstitutterne får generelt pæne gennemsnitskarakterer i analysen. Bundskraberen, Amagerbanken, ligger på 5,8 på en skala fra 1 til 10, mens Nørresundby Bank – igen – kan stille sig på toppen af skamlen med en vurdering på 8,6.

Analysen er lavet på baggrund af 6.492 respondenter fordelt på 17 banker. Heraf er 58 kunder i Nørresundby Bank.

Henrik Feindor Christensen, der er adm. direktør i Analyse Danmark, erkender, at der er en vis usikkerhed forbundet med det lave antal respondenter. Han peger dog på, at tendensen omkring Nørresundby Bank bliver styrket af, at banken flere steder ligger i top.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også