DR: Vi er bekendt med schweizisk lov

DR var udmærket klar over, at loven om brug af skjult kamera er strengere i Schweiz end i Danmark, da man besluttede at filme kundemøder med Jyske Bank. Endnu har man dog ikke hørt noget fra schweizisk politi. Rettet 06.11.13

Det er ikke kommet bag på DR, at loven omkring brug af skjult kamera er skrappere i Schweiz end i Danmark, og at man dermed risikerede politianmeldelse, da DR's journalister filmede et kundemøde med Jyske Bank i Zürich. Det bekræfter chef for DR Dokumentar Steen Jensen.

"Vi holder fast i, at vi mener brugen af skjult kamera har været berettiget. Vi har brugt de samme kriterier som i Danmark, og det er sket i overensstemmelse med de danske retningslinjer og regler for god praksis. Betingelserne er opfyldt, for vi mener, det er en sag af væsentlig offentlig interesse og en sag, hvor vi ikke mener, at vi kan dokumentere den på anden måde, og der bruger DR undtagelsesvist skjult kamera. Det er nødvendigt for at dokumentere de ting, der er kommet frem, og det mener vi fortsat, uanset anmeldelsen," siger han til FinansWatch.

Jyske Bank politianmelder DR - i Schweiz

Menneskerettighedssag

Men det er jo ubetinget ulovligt i Schweiz. Det er det ikke i Danmark. Var I klar over det? (Rettelse: Det er ikke ubetinget ulovligt i Schweiz, men kriterierne for brugen er skrappere end i DK, red.)

"Vi var bekendt med de schweiziske love. Men det, vi skal huske, er, at Jyske Bank har indgivet en politianmeldelse, men vi har endnu ikke fået besked om, hvordan det schweiziske politi eller anklagemyndigheden forholder sig til det. Det kan jo være, at de vælger at afvise den," siger Steen Jensen og fortæller, at koncernen fik besked om politianmeldelsen allerede i starten af oktober.

Han peger på, at der i øjeblikket kører en sag ved menneskerettighedsdomstolen, hvor to schweiziske journalister er blevet dømt for brugen af skjult kamera i Schweiz, og at man nu forsøger at argumentere for, at dommen er i strid med de grundlæggende menneskerettighedsprincipper.

"DR kunne få vores rådgiver til at tilstå mordet på Tollund-manden"

Fortryder ikke

Men I har bevidst valgt at overtræde loven i Schweiz?

"Det er ikke sådan, at vi er ligeglade med andre landes lovgivning. Vi har som udgangspunkt respekt for landes lovgivning, men i særlige tilfælde skal vi overveje, om vi kan dokumentere det, vi vil, uden at bruge skjult kamera, og det har vi ikke vurderet her," siger Steen Jensen.

Men det er jo stadig ulovligt?

"Vi har vurderet her, at vi stadig vil bruge skjult kamera i Schweiz i forhold til væsentligheden af det, vi skal dokumentere," siger dokumentarchefen.

Han understreger, at han ikke fortryder brugen af de hemmelige optagelser.

"Nej, vi fortryder ikke. Og det skal selvfølgelig forstås på den rigtige måde. Det er ikke for at nedgøre politianmeldelsen eller være nonchalant over for den, men vi fortryder ikke, fordi vi mener, det er berettiget. Og vi føler, at det, vi får dokumenteret, er af så væsentlig offentlig interesse, at vi kan benytte skjult kamera," siger Steen Jensen.

DR-dokumentar: Jyske Bank er med på suspekt skattely-liste

* Artiklen er rettet, idet FinansWatch fejlagtigt antog, at brug af skjult kamera er ubetinget ulovligt i Schweiz. Brugen er tilladt, men kun hvis tre meget specifikke krav er opfyldt. Overskrift og underrubrik er også rettet, da de tidligere antog, at skjult kamera var ulovligt.

Se mere her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også