Regnskab: Jyske Bank lander lavere resultat end ventet

Jyske Bank lander et resultat før skat på 118 mio. kr. i andet kvartal. Banken kommer fortsat ikke med forventninger til helåret (opdateret).

Jyske Bank kommer ud af andet kvartal med et lavere resultat end ventet af analytikerne.

Før skat lander banken et resultat på 118 mio. kr. Det er langt under analytikernes forventning, der ifølge Ritzau Finans lå på 361 mio. kr.

Også bankens nedskrivninger ligger i den høje ende. Banken nedskrev i kvartalet for 370 mio. kr. Her havde analytikerne forventet nedskrivninger for 265 mio. kr. Udviklingen er en stigning sammenlignet med 1. hvartal 2011, hvor banken nedskrev 250 mio. kr., men et fald, når man sammenligner med sidste år, hvor banken nedskrev 402 mio. kr.

Netto- rente og gebyrindtægterne lander på samme niveau som sidste år, og bankens inkasserer således 1,5 mia. kr. på denne post, som også bliver fremhævet af ordførendedirektør Anders Dam.

Tilgang af kunder

"Første halvår har på mange måder været præget af stor aktivitet i hele koncernen. Vi oplever en stor tilgang af både privat- og erhvervskunder. Kundetilgangen understøtter en positiv udvikling i forretningsomfanget i en situation, hvor konjunkturerne er svage. Det er også positivt, at periodens netto rente- og gebyrindtægter fastholdes på et uændret niveau sammenholdt med første halvår 2010. Desværre er kursreguleringerne 340 mio. kr. mindre end i samme periode sidste år, hvilket for 52 mio. kr. vedkommende skyldes førtidsindfrielse af et ansvarligt lån," lyder det fra Anders Dam i regnskabet.

For kvartalet får banken et smæk for posten kursreguleringer, der lande på minus 8 mio. kr., mod et plus på 77 mio. kr. samme kvartal sidste år.

Banken, der forventer at øge både kundeantal og markedsandele i løbet af sidste del af 2011, kommer fortsat ikke med forventninger til årets indtjening.

Udfordringer

"Den negative samfundsøkonomiske udvikling i 1. halvår 2011, den aktuelle uro på de finansielle markeder, udfordringerne i den finansielle sektor i Danmark, uroen omkring lande i eurozonen samt dårlige økonomiske nøgletal fra USA viser, at den finansielle og økonomiske krise endnu ikke er afsluttet, og disse forhold vanskeliggør forudsigelser om udviklingen i bruttoindtjening og dermed basisindtjeningen, hvorfor Jyske Bank fortsat afstår herfra," skriver banken i regnskabet.

Jyske Bank har udgiftsført 1.604 mio. kr. siden Roskilde Banks konkurs i efteråret 2008, oplyser banken i regnskabet.

Kvartalet resultat ender på 88 mio. kr. mod 166 mio. kr. året før.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også