IMF-rådgiver: Finanskollaps truer om få uger

Nedsmeltning kan ramme finansmarkederne om 2-3 uger, hvis ikke politikerne tager sig sammen.
Af MATTIAS GRØNDAL, epn.dk

Det mener økonomen Robert J. Shapiro, der bl.a. fungerer som ekstern rådgiver for Den Internationale Valutafond (IMF) og gennem to årtier har været økonomisk toprådgiver for skiftende amerikanske præsidenter og præsidentkandidater i den demokratiske lejr.

Robert J. Shapiro leverede sin dystre udmelding onsdag aften, da han var gæst i en gældskrise-udgave af tv-programmet Newsnight, der er BBC's pendant til "Deadline" på DR2.

"Hvis de (politikerne, red.) ikke formår at tackle krisen på finansmarkederne på en troværdig måde, tror jeg, at vi måske i løbet af 2-3 uger vil få en nedsmeltning af statslig gæld, hvilket vil medføre en nedsmeltning i store dele af den europæiske banksektor," sagde Robert J. Shapiro i BBC-udsendelsen, der blev styret af den mangeårige Newsnight-vært og topinterviewer Jeremy Paxman.

Belgisk-fransk bank i krise

I den forløbne uge er den belgisk-franske bank Dexia, der størrelsesmæssigt ligger lige over Danske Bank, kommet i alvorlige problemer og står sandsynligvis over for en hel eller delvis nationalisering og opsplitning.

Dexias problemer er et symptom på den udbredte mistillid, der hersker i finansmarkederne, og som er i fuld færd med at udvikle sig til en kredit- og bankkrise.

Alvorligere krise end i 2008

Den truende nedsmeltning vil da også ramme langt større og vigtigere banker end Dexia, hvis ikke politikerne reagerer meget snart, advarer Robert J. Shapiro. Og det er her, det kan blive grimt.

"Vi taler ikke blot om en relativt lille belgisk bank (Dexia, red.). Vi taler om de største banker i verden, de største banker i Tyskland, de største banker i Frankrig. Det vil sprede sig til Storbritannien. Det vil sprede sig til alle egne, fordi det globale finansielle system er så nært knyttet sammen," sagde Robert J. Shapiro.

"Alle disse banker er modparter til samtlige betydende banker i USA, i Japan og resten af verden. Dette vil udløse en krise, der i min optik vil være mere alvorlig end krisen i 2008," siger Robert J. Shapiro.

Større handlekraft

Hvis den finansielle nedsmeltning skal afværges er der ifølge IMF-rådgiveren behov for, at politikerne i eurozonen meget snart udviser endnu større handlekraft i tilgangen til gældskrisen og den spirende bankkrise, end det hidtil har været tilfældet.

Det handler bl.a. om fra statslig side at tilføre bankerne tilstrækkelig med ekstra kapital, så det kan mane mistilliden og tvivlen om bankernes overlevelsesevner i jorden.

Foruden Robert J. Shapiro var også redaktør for Wall Street Journal Europe Tracy Corrigan og Lord Myners, tidligere topembedsmand i den britiske finanssektor, i studiet.

 

Læs mere:

ECB kommer banker til undsætning

EU-Kommissionen foreslår koordineret hjælp til banker

EU vil teste bankers styrke igen

IMF: Banker skal have kapitalindsprøjtning nu

IMF: Dexia er et særtilfælde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også