Irland på vej med ny redningsbank

Den irske regering er klar til at møblere godt og grundigt om på landets banksektor i et forsøg på at redde værdien af bankernes aktiver. Det oplyser chefen for finansiel regulering hos den irske centralbank, Matthew Elderfield, i et interview med den irske avis The Independent.
AF RB-BØRSEN

Myndighederne arbejder med flere forskellige ideer, men en af dem er at oprette en ny NAMA, den statslige skraldespandsbank, som har overtaget mange af bankernes rådne aktiver. I den "nye NAMA" vil bankerne også kunne blive tvunget til at overdrage sunde aktiver for milliarder af euro, skriver avisen.

Matthew Elderfield siger, at Irland i løbet af første kvartal skal vælge mellem to modeller for at skære landets banksektor til.

"Man kan forsøge at sælge aktiverne, men så ville man sandsynligvis være nødt til at tage betydelige "haircuts" (nedskrivning af værdierne, red.) og det vil give et slag mod kapitalen. Eller man kan oprette en form for "dårlig bank"-struktur, eller en udvidelse af NAMA, en NAMA II, hvor man tager aktiver af bankernes balancer for at restrukturere dem," siger han og fastslår, at det både kan være gode og dårlige aktiver.

Hele banken eller dele

"Det kan ende med, at man overfører hele en banks operationer i UK eller bare enkelte aktier," siger han.

En anden talsperson fra centralbanken, Jill Forde, bekræfter over for Bloomberg News, at en "ny NAMA", der også kan overtage sunde aktiver, er blandt centralbankens overvejelser.

NAMA står for National Asset Management Agency og blev oprettet i slutningen af 2009. Banken har købt dårlige aktiver, hovedsageligt inden for ejendomsudvikling, ud af de irske banker. Danske Banks irske filial deltager ikke i NAMA.

RB-Børsen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også