Danske Bank mister en af topdirektørerne

Georg Schubiger fratræder per 1. juni skriver banken i en meddelelse til fondsbørsen. Han vender tilbage til Schweiz, hvor han skal arbejde for banken Vontobel Group. (Opdateret 8:50.)

Bankdirektør Georg Schubiger, der i spillet om at finde en afløser for Peter Straarup flere gange blev nævnt som en dark horse, forlader sin stilling som Chief Operating Officer (COO) i Danske Bank senest med udgangen af juli 2012 for at tiltræde nyt job som medlem af koncernledelsen i den schweiziske bank Vontobel Group.

Det oplyser Danske Bank i en meddelelse til fondsbørsen.

"Georg Schubiger har ønsket at vende tilbage til Schweiz efter 12 år i udlandet," skriver banken i meddelelsen.

”Det har været en stor fornøjelse at arbejde i Danske Bank koncernen, og jeg har igennem alle årene sat pris på det tætte samarbejde med dygtige kolleger i banken. Efter en længere periode i udlandet vender jeg nu tilbage til mit hjemland, og jeg ser frem til mine nye udfordringer i Vontobel Group,” siger Georg Schubiger ifølge meddelelsen.

Stor forståelse

Georg Schubiger kom til finske Sampo Bank Plc i 2002 og blev en del af Danske Bank koncernen i forbindelse med overtagelsen af Sampo Bank i 2006. Siden 2010 har han som Chief Operating Officer været medlem af bankens direktion med ansvar for Group Business Development, Group Operations, Group IT, Group Marketing og Group Procurement.

”Det er altid ærgerligt at miste en dygtig medarbejder, men jeg har stor forståelse for Georgs beslutning. Han har blandt andet lagt mange kræfter i at sikre, at Danske Bank i dag er en af de mest innovative banker i Skandinavien, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Georg for den store indsats og ønske ham held og lykke på sin videre færd," siger ordførende direktør Eivind Kolding ifølge meddelelsen.

Forventer kreditafløser

Georg Schubiger fortsætter med sine nuværende ansvarsområder, indtil han fratræder senest ved udgangen af juli måned. Der er endnu ikke taget stilling til eventuel afløsning for Georg Schubiger.

Danske Bank fik i november at vide, at kreditchef Peter Skovhus af familiemæssige årsager ønsker at fratræde sin stilling. Det fik i februar Eivind Kolding til at fortælle til Jylland-Posten, at manvar i gang med at lede efter en ny mand til posten som kreditchef.

"Vi har en proces kørende. Den blev sat i gang, allerede inden jeg startede," sagde Kolding og fortsatte:

"Jeg håber, at vi har kandidaten på plads inden for to til tre måneder, men der er stor risiko for, at det bliver en, som er bundet af en konkurrenceklausul. Det kan skubbe tiltrædelsestidspunktet."

 

Hvem skal afløse Straarup? 

Danske Bank: Flere i ledelsen med på emissionen

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også