Krull: Man glemmer alt det Danske Bank er for Danmark

Lars Krull kaster sig ind i den debat, som ugebrevet A4 rejste, hvor eksperter og politikere advarer mod Danske Banks størrelse. ”Unuanceret kritik af banken,” mener Lars Krull.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen

Et finansielt masseødelæggelsesvåben.

Så hårde var ordene om Danske Bank i den forgangne uge, hvor en række politikere og flere eksperter i Ugebrevet A4 problematiserede, at Danske Bank er så stor en udlåner i Danmark.

”Split banken op,” lød det igen fra flere aktører, et synspunkt som flere af den nuværende regerings medlemmer var fremme med for flere år siden.

”Man skal ikke glemme, at Danske Bank var en af de hovedansvarlige for oppustningen af den danske boligboble, der i EU kun er overgået af Irland og Spanien. Derfor bør skatteyderne gøre op med sig selv, om de tør tage chancen med en bank, som for blot få år siden udviste en alvorlig mangel på dømmekraft,” sagde bl.a. . direktør i tænketanken Centre for European Policy Studies (CEPS) Karel Lannoo, til Ugebrevet A4.

Statsstempel

Kritikken gik i hovedtræk på, at Danske Banks størrelse udgør en fare for dansk økonomi, hvis banken kommer i økonomisk uføre, ligesom det også blev fremført fra professor Casper Rose fra CBS, at der er et konkurrencemæssigt aspekt, at Danske Bank har urimelig gode vilkår, fordi den med al sandsynlighed får stemplet ”systemisk vigtig”, som betyder, at den er sikker på, at blive reddet af staten i tilfælde af økonomiske problemer.

Danske Banks CEO Henrik Ramlau understreger dog i artiklen, at han opfatter Danske Bank som utrolig velpolstret på kapitalsiden, hvorfor bekymringerne ikke har bund i faktiske forhold.

Flår fra hinanden

Nu kaster  seniorrådgiver  ved Aalborg Universitet, Lars Krull, sig ind i debatten, fordi han mener, at både politikerne og eksperterne overser helt afgørende fakta i forhold til Danske Bank og dens betydning for Danmark.

”Jeg synes, det er glimrende, at debatten er der, og jeg synes også, at man rejser nogle interessante spørgsmål, eksempelvis i forhold til hvad en banks størrelse kan have af skadevirkninger på konkurrencen i sektoren. Men inden vi flår Danske Bank fra hinanden, så lad os lige huske alle sammen også at kigge på de positive ting, som Danske Banks størrelse gør for Danmark,” siger Lars Krull, der bl.a. er kendt som manden, der står bag en MBA-uddannelse til banksektorens medarbejdere.

Ryger videre i systemet

Han siger, at det er essentielt at få med i debatten, at Danske Banks størrelse gør, at banken kan sælge sine obligationer på det internationale kapitalmarked, og dermed sikre, at en stor del af vort samfunds lånebehov bliver forholdvis langsigtet finansieret.

”Signalet fra markedet er jo klart, at det er en bank, vi har tillid til, det er derfor, at Danske Bank kan funde sig. Og hvor ryger så alle de penge hen? Ja, de ryger jo videre ud i systemet, hvor vi i Danske Banks årsrapport fra 2010 kunne læse, at cirka 32. pct., i 2011 var det 25 pct., af eksponeringen stammer fra forretninger med andre banker ,” siger Lars Krull til FinansWatch.

Han mener, at det er en positiv effekt, af Danske Banks størrelse, at den selv kan hente langsigtet funding, som kommer mange danske banker til gode – og i sidste ende er det til glæde for danske virksomheder, der kan låne penge, så der kan komme gang i væksten.

Rækker langt videre

”Vi har brug for lokomotiver i dansk erhvervsliv. Også i den finansielle sektor, fordi der er positive afsmittende effekter der rækker langt videre end til Holmens Kanal i København,” siger han og peger på en anden meget stor virksomhed, Dong, som også har  en enorm betydning for Danmark.

”Der er jo ingen, der siger, at de vil splitte Dong op. Fordi deres størrelse gør, at vi alle sammen kan få el og varme.som er til at betale, fremfor at hver enkelt by skal have sin egen varmeopkræver. Det er lidt det samme med Danske Bank. Det synes jeg man glemmer i en i øvrigt spændende diskussion,” siger Lars Krull til FinansWatch.

Han peger også på Schweiz, der er en lille nation, ligesom Danmark, men landet har mange store banker.

”Bankerne er med til at pløje en masse dynamik og velstand ind i samfundet. Jeg er ked af en debat, hvor man ensidigt kikker på de negative aspekter og i stort omfang overser de positive virkninger af lokomotiver,” siger Lars Krull.

 

Ugebrev: Første bankregnskaber positive 

Ugebrev: Danske banker tager ECB-lån 

Krull: Fremragende for bankernes balancer

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også