Danske Bank-aktien dykker efter overraskende direktørskifte

Der er pres på Danske Bank-aktien, efter Chris Vogelzang har trukket sig.
Danske Bank-aktien er gået i minus mandag morgen, efter topchefen har trukket sig. | Foto: Magnus Eidem
Danske Bank-aktien er gået i minus mandag morgen, efter topchefen har trukket sig. | Foto: Magnus Eidem
AF RITZAU FINANS

Danske Bank løber med rampelyset fra starten af mandagens danske handel med aktier, efter at banken fra morgenstunden har oplyst, at den igen skifter ud på topchefposten.

Her erstattes Chris Vogelzang af Carsten Rasch Egeriis, fordi hollænderen grundet sin tid i ABN Amro er mistænkt af de hollandske myndigheder for potentielle overtrædelser af loven om forebyggelse af hvidvask.

Chris Vogelzang har ifølge en meddelelse fra Danske Bank mandag morgen selv valgt at trække sig fra sin stilling, selv om han undrer sig over de hollandske myndigheders udmeldinger.

"Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning. Jeg forlod ABN Amro for mere end fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation. Min status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt," siger Chris Vogelzang i meddelelsen.

"Men i lyset af den særlige situation, Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling. Derfor mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg fratræder," fortsætter den nu forhenværende topchef.

Carsten Rasch Egeriis kommer fra egne rækker, hvor han har været risikochef for banken og spillet en større rolle i oprydningen oven på den store hvidvasksag i Estland.

Ifølge Jyske Bank kan nyheden meget vel komme til at gøre ondt på aktien i mandagens handel.

"Det er ekstremt ærgerligt for den rejse, Danske Bank er på lige nu, at den skal til at skifte ud igen. Det, tror jeg, er min umiddelbare konklusion," siger Anders Haulund Vollesen, der er analytiker hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Danske Bank falder fra start med 2 pct. til 121 kr. og er nederst i C25 efter et plus på 2,3 pct. fredag.

Nordea får sænket anbefaling

Generelt er bankerne i søgelyset mandag, hvor Nordea må konstatere, at banken har fået sænket sin anbefaling hos finanshuset Arctic Securities.

Anbefalingen er skruet ned til "hold" fra "køb", men kursmålet er dog omvendt løftet til 67,69 kr. fra 59,99 kr., viser data fra Bloomberg News.

Nordea-aktien falder 0,4 pct. til 64,49 kr. i den tidlige handel mandag efter en stigning på 1,6 pct. fredag.

Også Jyske Bank vil igen blive gransket af investorerne mandag, efter at banken fredag noterede sig et kursplus på 1,8 pct. oven på den anden opjustering i år.

Mandag morgen falder aktien 0,4 pct. til 298,50 kr.

Forsikringsselskabet Tryg kunne fredag glæde investorerne med et pænt regnskab for første kvartal, som medførte et kursplus på 2 pct.

Mandag er aktien under teknisk pres, da retten til et udbytte på 1,07 kr. per aktie fragår.

Tryg kan dog også samtidig glæde sig over et løftet kursmål hos norske DNB, som efter fredagens tal har skruet op til 170 kr. fra 160 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien falder med 0,5 pct. - eller 0,65 kr. - til 149,50 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer