Danske Bank-kunde klager efter dyrt blackout i Riga

Hvad der skulle have været en fyraftensøl til nogle få euro endte med at koste en Danske Bank-kunde knap 44.000 kr., da betalingskort angiveligt blev misbrugt. Danske Bank har afvist at tilbagebetale beløbet, og derfor er sagen endt i Pengeinstitutankenævnet.
Foto: /ritzau/Thomas Borberg
Foto: /ritzau/Thomas Borberg

En forretningsrejse i Riga endte med at blive en dyr fornøjelse for en kunde i Danske Bank, der var afsted for at besøge en fabrik i den lettiske by, som han har sammen med en medrejsende forretningspartner.

Efter en middag på en lokal restaurant gik klageren og forretningspartneren videre til en nærliggende bar, hvor han brugte sit kort til at betale 6 euro for øl.

Få dage efter kunne klageren konstatere, at der var blevet brugt hele 43.930,39 kr. på hans to Visa-kort og ene Mastercard. Sagen er derfor endt i Pengeinstitutankenævnet, hvor kunden har startet en klagesag for at få beløbet tilbage.

Husker ikke noget efter klokken 23

I klagen til ankenævnet beskriver kunden forløbet, hvor han i starten af april sidste år som nævnt var ude at få en øl til med sin forretningspartner på en bar i Riga ved 22.30-tiden om aftenen.

Efterfølgende blev der foretaget 11 transaktioner på kundens tre betalingskort samt en hævning i en pengeautomat – altsammen transaktioner, som han ikke kender noget til.

"Klageren har anført, at hverken han eller F husker noget fra tidsrummet fra kl. 23 til kl. 7.30 næste morgen, og at de må være blevet dopet på baren," skriver ankenævnet i afgørelsen på sin hjemmeside.

Transaktionerne er foretaget i tidsrummet 22.55 den 6. april 2017 til 05.55 den 7. april, hvor parterne altså ikke har nogen hukommelse om, hvad der er foregået. De tre kort er benyttet på fem forskellige barer på samme gade i det centrale Riga.

Ikke unormalt at dope forretningsfolk

Klageren fortæller videre, at han har meldt sagen til politiet i både Riga og Danmark. Ifølge politiet er han langt fra den første forretningsmand, der kan være blevet dopet.

"Politiet har oplyst, at det ikke er unormalt, at udenlandske forretningsfolk bliver dopet og berøvet i Rigas natteliv. Ved søgning på nettet på barens navn kommer der tusindvis af historier frem om svindel. Han har fremlagt et meget lille udsnit. Af de fremlagte prints fremgår, at den amerikanske ambassade advarer kraftigt mod bl.a. baren og mod natklub 3," står der videre i klagesagen.

Det oplyses videre, at der er flere af transaktionerne, som er foretaget i en tøjbutik i de sene nattetimer, hvilket klageren også finder mærkværdigt. Men da kortenes chip blev benyttet sammen med den korrekte pinkode uden fejl, har Danske Bank valgt at afvise anmodningen om at få tilbageført de knap 44.000 kr.

Banken kan ikke genkende forklaring

Klageren har i indsigelsen til banken krydset af, at han fysisk havde kortene på sig, og at nogen derfor må have afluret pinkoden og kopireret kortene.

Men den forklaring kan banken ikke finde beviser for. Modsat forklarer banken, at det ikke er muligt at kopiere kortets chip uden, at det kan aflæses i transaktionerne.

"Det er ikke muligt at kopiere chippen på kortene. Kortene havde en såkaldt DDA-chip (dynamisk chip), der ved hjælp af stærke kryptokoder danner en unik autorisationsforespørgsel ved hvert nyt tilfælde af brug af kortet. Hvis chippen på klagerens kort teoretisk set var blevet kopieret, ville en autorisationsforespørgsel til indløser blive afvist som en såkaldt ”duplicated transaction”," lyder det videre i sagen.

I klagen oplyses det desuden, at klagerens forretningspartner har fået tilbageført 41.000 kr. af hans pengeinstitut, som blev trukket på hans betalingskort i det samme tidsrum.

Ankenævnet har afvist sagen med henvisning til, at det kræver yderligere bevisførelse i form af vidne- og partsforklaringer, som skal ske i en retssal.

Studerende klager over bank efter blackout på stripklub

Danske Bank får erstatningskrav efter våd aften på polsk natklub

Tyve lænsede Visa/Dankort: Nu skal Danske Bank betale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også