AL: Sydbank-ambitioner skærper os

Sydbanks kommende indtog i det sjællandske bliver taget seriøst af Arbejdernes Landsbank.
AF STEFAN SINGH KAILAY

Tidligere i dag meldte Sydbank ud, at de vil erobre markedsandele ved at øge deres tilstedeværelse markant i Storkøbenhavn og Nordsjælland. Konkurrenten Arbejdernes Landsbank hilser den nye konkurrent velkommen.

"Vi konkurrerer allerede med Sydbank i Sønderjylland, Midtjylland og Fyn. Vi er også aktive i Slagelse, så da de overtog Bank Trelleborg, begyndte vi også at konkurrere med dem der. At der kommer konkurrenter på banen, det er, hvad man kan forvente. Så vi kan kun hilse dem velkommen. Og vi tager dem seriøst," siger Svend Randers, der er regionsdirektør i Arbejdernes Landsbank.

Kunderne vinder

Han er desuden overbevist om, at kunderne bliver de store vindere, fordi øget konkurrence fører til, at bankerne skærper sig.

"Men det ændrer ikke ved vores strategi eller vores måde at håndtere vores kunder på. Vi gør det allerede godt i dag, og det kan vi se ved den kundetilvækst, vi har, og at vi for nylig blev kåret til det bedste pengeinstitut i landet."

Svend Randers siger endvidere, at han selvfølgelig ikke kan udelukke, at nogle af bankens kunder vil finde Sydbank attraktiv.

"Omvendt får vi også kunder fra Sydbank i de områder, vi allerede konkurrerer med dem på. Det er en del af vores konkurrencebillede. Sydbank er altid en konkurrent."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også