Ree rystet over Amagerbankens kunder

Storaktionær i Amagerbanken Karsten Ree er dybt rystet over, hvor slemt det står til blandt en lang række af bankens største erhvervskunder.
AF MORTEN JOHNSEN

Da bøgerne først blev åbnet var det noget af et syn, der mødte den nye ledelse i Amagerbanken og ikke mindst storaktionær Karsten Ree. Ingen havde nemlig nogensinde forestillet sig, at det stod så slemt til blandt en lang række af bankens største erhvervskunder.

Sandheden er ifølge Karsten Ree, at en flere af dem udelukkende blev holdt flydende af månedlige likviditetstilskud fra banken, som på den måde holdt hånden under sine kriseramte kunder og samtidig undgik at skrive ned på de problematiske engagementer.

”Jeg havde aldrig drømt om, det stod så slemt til. Der var rigtig mange virksomheder, som banken hver måned var nødt til at supplere med kapital. Og der var slet ikke styr på noget som helst. Eksempelvis fandt den nye ledelse pludselig ud af, at der i et stort billeasing-firma med 3000 biler manglede 300. Det hele sejlede virkelig,” siger Karsten Ree.

Havde handlet i blinde

Ifølge rigmanden, der selv har tabt omkring 800 mio. kr. på i to omgange at skyde penge i Amagerbanken, dukkede der hele tiden nye ubehagelige overraskelser op i banken.

”Der er virkelig dukket mange underligheder op undervejs. Ledelsen havde simpelthen mistet kontrollen og handlet i blinde. Og trods krisen blev man ved med at hælde gode penge efter dårlige. Det er helt forrykt,” påpeger Karsten Ree.

Kunne ikke blive ved

En af de kunder, som Karsten Ree vil sætte navn på er det nu konkursramte energiselskab Skykon, der gennem længere tid havde store problemer med at betale deres lån til tiden.

”Pludselig kom Skykon og spurgte, om de kunne få mellem 50 og 100 mio. kr. Ellers var de nødt til at lukke dagen efter. Og de var ikke de eneste. Der var en strøm af den slags virksomheder, og den nye bestyrelse var jo nødt til at sige nej. De kunne jo ikke blive ved med at låne millioner ud til alle de kriseramte kunder,” siger Karsten Ree.

Læs alt om Amagerbankens krak

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også