Amagerbanken har kostet Karsten Ree over 300 millioner

Siden han skød sin første million i den kriseramte Amagerbanken har Karsten Ree måtte se yderligere 310 af slagsen forsvinde på kuldsejlede ejendomsprojekter.
AF RB-BØRSEN

Det har indtil videre ikke været helt billigt for Karsten Ree at være redningsmanden bag Amagerbanken ad to omgange.

Storaktionæren har siden han skød sine første millioner ind i den kriseramte bank i 2009 tabt omkring 310 mio. kr. på aktiehandlen. Det viser beregninger foretaget af RB-Børsen.

Karsten Ree investerede ved den første aktieemission i december 2009 ca. 400 mio. kr. i aktier. Derudover kastede han yderligere millioner i den kriseramte banks obligationer, så hans samlede investering landede på omkring 500 mio. kr. Dermed ejede finansmanden godt en tredjedel af Amagerbankens aktier. Pengene kom fra salget af Den Blå Avis, som han solgte til amerikanske eBay for 2,1 mia. kr. i efteråret 2008.

Markant fald

Da fundamentet under Amagerbanken i efteråret sidste år atter skælvede, greb Karsten Ree igen til læderet. Amagerbanken bad sine aktionærer om at skyde flere penge i banken, og her investerede Karsten Ree yderligere 300 mio. kr. for at bevare sin ejerandel.

I alt har den 65-årige forretningsmand således investeret ca. 700 mio. kr. i Amagerbanken, hvis aktuelle markedsværdi onsdag middag ligger på knap 1,2 mia. kr. Da Karsten Ree ejer omkring 33 pct. af Amagerbankens aktier, er hans investeringer i dag omkring 390 mio. kr. værd. Dermed er godt 310 mio. kr. forduftet fra finansmandens pengetank siden sin første investering i banken.

Hvis man ser på kursudviklingen siden Karsten Ree investerede første gang og frem til dag, er aktiekursen faldet markant med knap 79 pct. med enkelte kursudsving. Ved den første emission lå kursen omkring 17 kr. og onsdag ligger den omkring 3,5. Kursen sprang over en kort periode op til ca. 13 i forbindelse med den anden emission i efteråret sidste år, men dykkede hurtigt igen.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også