Udvalg frygter gråt lånemarked

Når kravene til bankers øges, bør der holdes markant mere øje med pensionskassernes indtræden på lånemarkedet og udviklingen på pantebrevsmarkedet, mener finanskriseudvalget.

Bare fordi bankerne bliver mere forsigtige i deres udlån, betyder det ikke, at folk uden fremragende kreditværdighed holder op med at låne penge. De låner bare pengene et andet sted, og derfor er det nødvendigt at holde øje med den samlede udvikling af udlån og ikke bare bankerne. Det skriver Rangvid-udvalget i rapporten om finanskrisens årsager.

Særligt nødvendigt er det at holde øje med pantebrevsmarkedet, hvor spekulanter under opturen belånte faldefærdige ejendomme til langt op over skorstenen, samt det gryende marked for lån, der gives via pensionskasser, skriver udvalget.

"Som følge af de skærpede krav til kreditinstitutterne, som har været en naturlig og nødvendig opfølgning på krisen, kan det ikke udelukkes, at der i højere grad end tidligere vil ske en opbygning af risici i de dele af det finansielle system som ikke i samme grad som kreditinstitutter er underlagt krav til styring af risici såsom eksempelvis pantebrevsmarkedet, og som ikke har erfaring med vurdering og styring af kreditrisiko, f.eks. pensionssektoren," står der i rapporten, hvor det dog understreges, at flere typer af långivere også kan være godt for konkurrencen.

Hvor er risiciene?

Det ændrer dog ikke ved, at det er vigtigt, at have et samlet overblik.

"Når risiciene for den finansielle stabilitet skal vurderes, er det imidlertid vigtigt at vide, hvor den samlede kreditgivning finder sted, og hvordan risiciene kan materialisere sig. Det er derfor efter udvalgets opfattelse vigtigt, at Det Systemiske Risikoråd og Finanstilsynet har fokus på risikoopbygningen udenfor de traditionelle penge- og realkreditinstitutter," understreger udvalget.

Flere pensionskasser er i øjeblikket på vej ud i lånemarkedet med fokus på virksomheder, som ikke kan få traditionelle lån i banken.

I pensionsselskabet Pensam har man for eksempel netop lanceret en fond, der skal investere i lån til ikke-børsnoterede selskaber. Til Børsen sagde investeringsdirektør i Pensam Benny Buchardt Andersen for nylig, at man udnytter det tomrum, der opstår, når bankerne ikke vil give lån til pengetrængende virksomheder.

"Vi rykker ved magtbalancen i øjeblikket. Vi har tidligere været købere i markedet. Nu dikterer vi markedet. Det har vi gjort på ejendomme, og det har vi gjort med vores nye kreditfond," sagde Benny Buchardt Andersen til Børsen.

Rangvid: Revisorer svigtede afgørende tillid

Rangvid: Finanskrisen viste ledelsessvigt i flere institutter

Bonusløn blandt årsagerne til krisen

Rangvid kaster sig ind i Danskes tilsynsopgør

Overblik: Derfor ramte finanskrisen så hårdt 


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også