"Det er udvalgets vurdering, at incitamentsaflønning sandsynligvis har tilskyndet til ekstra risikotagning i nogle pengeinstitutter, men at det omvendt ikke var en udløsende faktor for problemerne i disse institutter eller krisen i det hele taget," skriver udvalget, der snarere mener det har være været et symptom på en allerede høj risikotagning i nogle institutter samtidig med til dels utilstrækkelige bestyrelseskompetencer og governancestrukturer i de pågældende institutter.

Incitamentsaflønning har i følge udvalget været anvendt til direktionen i 20 af de 44 børsnoterede pengeinstitutter på et tidspunkt i perioden 2001-08.

"Af disse havde seks pengeinstitutter alene bonusaflønning, syv havde alene aktiebaseret aflønning, mens syv anvendte begge typer aflønning," skriver udvalget.

Den aktiebaserede aflønning foregik næsten udelukkende med aktieoptioner.

I 14 af institutterne betragtes incitamentsaflønningen som væsentlig, fordi den udgjorde mere end 20 pct. af den faste løn i et eller flere år i perioden. Denne grænse svarer til den grænse for variabel aflønning, som blev etableret i Bankpakke II.

Høje lønstigninger

"Størstedelen af incitamentsaflønningen (67 pct.) er indført i årene 2005-07. Der blev indført en del aktiebaserede programmer i 2006, mens en række bonusprogrammer blev indført i 2007."

I forhold til andre virksomheder noterer udvalget sig, at bonusaflønningen og specielt aktieaflønningen af bankledelser var relativt høj.

"Eksempelvis ligger den gennemsnitlige (median) værdi af aktieaflønning målt relativt til den faste løn på omkring 25 pct. (20 pct.) i andre børsnoterede selskaber i samme periode," skriver udvalget, der dog bemærker, at der for en stor del af pengeinstitutterne – specielt i forhold til optionsaflønningen – er tale om enkelte meget store tildelinger frem for flere mindre tildelinger.

Mindre løbende tildelinger kan ifølge udvalget være med til at undgå, at der i forbindelse med tildelingerne og optionernes udløb opstår uhensigtsmæssige kortsigtede incitamenter.

Bankdirektørers løn og bestyrelseshonorar har ligget over den generelle lønudvikling i hele perioden 1995-2008, men specielt i perioden 2004-08, hvor stigningsprocenterne har været to til fire gange højere end den generelle lønudvikling.

"Det kan der naturligvis være flere gode grunde til. Eksempelvis havde de administrerende direktører i andre børsnoterede selskaber i denne periode også stigningsprocenter, der var væsentligt højere end den generelle lønudvikling."

Sænkede ikke den faste løn

Udvalget finder det derfor interessant, at det primært er i pengeinstitutter med incitamentsaflønning, der har været tale om noget højere stigningsprocenter end i pengeinstitutter uden incitamentsaflønning.

Det er interessant, da det må forventes, at en arbejdsgiver, som indgår en aftale om væsentlig incitamentsaflønning, vil reducere direktørens faste løn inkl. pension.

Det er dog ikke sket bortset fra i et enkelt tilfælde blandt de 14 institutter - i et pengeinstitut med en storaktionær.

Det tyder ikke på, at incitamentsaflønning generelt var et resultat af en velovervejet beslutning i bestyrelsen, men blev indført på bankdirektørens initiativ, vurderer udvalget.

Regler fra de første bankpakker har dog stoppet bonusfesten.

Danske børsnoterede pengeinstitutter er i forlængelse af finanskrisen og reguleringen af incitamentsaflønningen i Bankpakke I og II generelt gået væk fra anvendelsen af incitamentsaflønning til direktionen.

"I 2011 anvendte kun tre pengeinstitutter egentlig incitamentsaflønning, og, blandt andet som følge af begrænsningerne i Bankpakke II, anvendte ingen aflønning baseret på aktieoptioner."

/ritzau/FINANS