Rating-uro preller af på storinvestorer

De danske pensionskasser ser med sindsro på Moody's trussel om massiv nedgradering af europæiske stats og virksomhedsobligationer. Vi foretager vores egne vurderinger og lader os ikke styre af ratingbureauerne, lyder det.

Moody's raslen med sablen over for blandt andet danske banker og realkreditinstitutter, får ikke de danske storinvestorer til at ryste på hånden. Rating-bureauerne kan være en rettesnor, men generelt laver vi vores egne analyser, lyder det fra nogle af de største spillere i branchen.

"Vi har ikke nogen retningslinjer, der påbyder, at en investerings skal have en bestemt rating, så der er ikke nogen direkte effekt for os. Det er vores egne analyser, der ligger til grund for investeringerne," siger Henrik Gade Jepsen, fondsdirektør i landets suverænt største pengetank ATP til FinansWatch.

Han påpeger dog, at der er flere større investorer, som har rating-begrænsninger på deres investeringer, og hvis de begynder at agere anderledes, så kan det påvirke udbud og efterspørgsel – og dermed priserne – på forskellige markeder.

Heller ikke i PensionDanmark, der forvalter en pensionsformue på mere end 100 mia. kr., er man bekymret over Moody's trusler.

"Ratingbureauerne har kun en meget begrænset betydning for vores investeringsbeslutninger. Vi foretager generelt vores egne analyser og risikovurderinger," skriver investeringsdirektør Claus Stampe i en email-kommentar til FinansWatch.

Stoler på dansk realkredit

Moody's truede i sidste uge 114 banker, realkreditinstitutter og andre finansvirksomheder med nedgradering, blandt andet på grund af udviklingen i den europæiske økonomi.

Et af de berørte institutter er Nykredit, som ellers netop har forsøgt at imødekomme Moody's krav om mere sikkerhed ved at ville indføre tolagsbelåning, så husejere ikke kan belåne mere end 60 pct. af husets værdi med de udskældte F1-lån. Det var dog ikke nok til at holde truslen om nedgradering stangen.

Men uanset hvad Moody's mener om dansk realkredit, så tror de danske pensionskasser fortsat på modellen, understreger både Henrik Gade Jepsen fra ATP og hans kollega i pensionsselskabet AP Pension, Søren Dal Thomsen.

"Rating af realer betyder noget, men som jeg sagde, da RD opsagde samarbejdet med Moody's, så har vi tillid til, hvad der foregår i RD. Flere føler vist, at Moody's har taget for hårdt fat, og at det, som RD gjorde, var det rigtige. Nu er det så Nykredit, der sidder i saksen, men vi tager det rimelig afslappet. Vi mener egentlig, at vores bedste vurdering er, at det danske realkreditsystem er sundt," siger Søren Dal Thomsen til FinansWatch.

Ratingbureauer bliver utroværdige

AP-direktøren peger også på, at jo mere Moody's svinger fra den ene yderlighed til den anden, desto mere bliver investorerne trætte af ratingbureauerne og begynder selv at håndtere risikoanalysen.

"Hvor man tidligere sagde, at rating var en god indikation af risiko, så er det jo sådan, at jo mere de svinger til højre og venstre alt efter hvilket lune, de er i, jo mindre kan du bruge ratingen til noget, og jo mere er man nødt til at bruge egne underliggende analyser. Og hvis man har begrænsede ressourcer, så kan de, der er professionelle, gøre større forretninger," siger Søren Dal Thomsen til FinansWatch.

Ratingangreb sår tvivl om Nykredit-strategi

Jyske Bank forbløffet over lussing til danske banker 

SEB: Flere kan opsige Moody's-samarbejde

Danske finansvirksomheder kan vriste sig fri af Moody’s-advarsel

Sydbank-direktør: Jeg overvejer, om vi har brug for Moody's 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også