Danske finansvirksomheder kan vriste sig fri af Moody’s-advarsel

Flere aktører i markedet peger på, at meldingen fra Moody’s er et ”worst-case-scenarium”, og anser det for sandsynligt, at en stor del af de danske aktører kan fastholde deres rating.

Finansverdenens enfant terrible, i skikkelse af kreditvurderingsinstituttet Moody’s, bragte sig igen her til morgen i begivenhedernes centrum, da den amerikanske kreditvurderingsvirksomhed sendte en rapport ud, hvor mere end 100 europæiske finansinstitutioner fik at vide, at deres rating er taget op til genovervejelse. Det er i sig selv en naturlig del af det at have en rating hos Moody’s, at man kommer ind i nogle perioder, hvor ratingen genovervejes af forskellige årsager, men både bredden og styrken af de mulige downgrades har vakt forundring og opsigt i det finansielle miljø i hele Europa.

FinansWatch har talt med en række aktører fra den danske scene og her er den klare opfattelse, at de mange genovervejelser af ratings sagtens kan munde ud i mere eller mindre ingenting, når de reelle downgrades skal stå sin prøve.

Bemærkelsesværdig timing

”Jeg kan ikke mindes en ligeså voldsom og bredt funderet melding fra Moody’s, ikke engang dengang Lehmann gik ned. Det virker som om, at Moody’s ønsker at have rygdækning for at kunne foretage nogle downgrades, hvis euroen bryder sammen. Men timingen er jo bemærkelsesværdig al den stund, at det der ud til, at EU er ved at finde en løsning, selvom den selvfølgelig har trukket noget ud,” siger en kilde, der ønsker at være anonym, som har stor indsigt og erfaring i samspillet mellem ratingbureauerne og de danske finansvirksomheder.

Vedkommende siger direkte, at det der hele dagen har været at betragte som en alvorlig og seriøs risiko for bl.a. de danske finansinstitutioner, der har en rating ved Moody’s, sagtens kan vise sig at munde ud i status quo i forhold til de nuværende ratings.

”Det er også værd at bemærke, hvor hårdt de danske udstedere straffes, eller advares om man vil, sammenlignet med norske og svenske institutter. Og i forvejen har danske institutter generelt svagere ratings, men der er jo intet objektivt, der tilsiger, at danske finansvirksomheder vil rammes hårdere end Norge og Sverige af et eventuelt euro-kollaps,” siger kilden.

Ikke kigget i dybden

Han mener, at inden man finder dommedagsoverskrifterne frem, så skal man lige huske på, at dagens udmelding fra Moody’s er med udgangspunkt i, at et skrækscenarium vil udspille sig, og ofte er det jo sådan, at den slags scenarier ikke ender med at blive til virkelighed.

En anden indsigtsfuld kilde i markedet peger på, at danske virksomheder - med en Moody’s-rating at forsvare - kan trøste sig med, at der er tale om en usædvanlig bred ’advarsel’ om mulige downgrades, hvilket er et tegn på, at Moody’s slet ikke har kigget på de enkelte institutter og disse institutters risikokobling til de sydeuropæiske gældsproblemer.

”Det er en meget overordnet vurdering fra Moody’s side, så risikoen er klart mindre for downgrades, end hvis der var sendt meldinger ud på de enkelte institutter, hvor det var specifikke ting der lå til grund for en genovervejelse af den aktuelle rating,” siger kilden.

Vedkommende tilføjer, at der over en bred kam er enddog ganske gode chancer for at overbevise Moody’s om, når de kommer på besøg, at den nuværende rating skal fastholdes.

Nogle måske en tand ned

”Det er utrolig svært at spå om, men jeg tvivler stærkt på, at vi vil se en række danske institutter blive downgradet både 2 og 3 notches. Der kan være nogle, der må en tand ned, men det andet har jeg svært ved at se ske,” siger vedkommende til FinansWatch.

Kilden ser dagens melding fra Moody’s som en del af en større bevægelse, hvor Moody’s ønsker at rykke en bred vifte af institutter ”ned af stigen”.

”Fremadrettet kan man godt forestille sig, at kun en meget lille skare af institutter have en Triple A-rating. Så det er en bredt funderet trend, som Moody’s bevidst søger at sætte i værk. At ratings skal nogle niveauer ned, fordi man nu erkender, at de nok tidligere har ligget for højt,” siger kilden.

Det spændende fremadrettet bliver at følge investorernes reaktion på eventuelle downgrades fra Moody’s. Realkredit Danmarks afbrudte samarbejde med Moody’s sidste år nævnes flere steder som et eksempel på, at man ikke skal overvurdere kreditvurderingsinstituttets magt.

Ingen negativ effekt

”Deres realkreditobligationer handles til historisk flotte kurser, så investorerne har ikke taget negativ notits af, at de ikke længere rates af Moody’s,” siger en kilde.

Flere peger omvendt på, at teknikaliteter kan få konsekvenser for nogle udstedere, fordi der er et set-up hos investorerne rundt omkring, som understøtter kreditvurderingsinstitutternes magt.

Her kan den enkelte porteføljeforvalter ikke ignorere, hvis et institut kører videre uden en rating fra Moody’s. Så skal man muligvis have en særlig tilladelse fra bestyrelsen eller en investeringsdirektør, hvis man skal gå ind i et sådant papir.

”Der er nogle rammer ude hos investorerne, som eksempelvis kan være, at man kun må investere i obligationer med en Triple A eller en rating helt oppe i de høje ende. Her kan en porteføljeforvalter godt have lyst til at bryde med den struktur, fordi han har tillid til et bestemt institut, der er ramt af Moody’s downgrade. Men hvor fleksibelt er strukturerne hos investorerne? Hvor hurtigt indretter de sig på, at Moody’s er ved at rykke hele niveauet for ratings ned,” spørger en erfaren kilde i det danske finansmiljø.

 

”Vi troede det var en trykfejl”

Jyske Bank forbløffet over lussing til danske banker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også