Tusinder af danske forsikringer i svensk fare

Det svenske Finanstilsyn har overtaget kontrollen med E.N. Forsikring på grund af økonomiske problemer. Selskabet har ca. 5.500 danske kunder.

Svenske E.N. Sak Försäkring har fået beslaglagt sin tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed inddraget, og det svenske Finanstilsyn har overtaget kontrollen med selskabet, der har ca. 26.000 kunder.

Ca. 5.500 af disse er danske, oplyser det hjemlige Finanstilsyn. Det drejer sig hovedsagligt om arbejdsløshedsforsikringer.

E.N. Forsikring indgik blandt andet i foråret en samarbejdsaftale med Det Faglige Hus. Her vil man nu undersøge sagen, oplyser man til FinansWatch.

Frosne penge

Inddragelsen sker på grund af økonomiske problemer i E.N. Forsikring, oplyses det fra svensk side. Det understreges samtidig, at problemerne ikke har udgangspunkt til krisen på markederne netop nu.

Ifølge det svenske tilsyn vil firmaet blive likvideret, mens forsikringerne vil blive forsøgt overdraget. Forsikringstagere vil have fortrinsret i kreditorkøen hvis det ender med en ren konkurs, og det svenske tilsyn har indtil videre frosset firmaets aktiver.

Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra E.N. Forsikrings direktør i Danmark, Søren Hancke. Firmaets danske hjemmeside indeholder i skrivende stund umiddelbart ingen informationer om sagen.

Overdraget til advokater

E.N. Forsikring skal nu kigges efter i sømmene for at få fastslået forsikringernes tilstand.

"Selskabets økonomi skal nu undersøges, ligesom det skal undersøges, om det er muligt at overdrage forsikringsaftalerne til et andet selskab," skriver det danske tilsyn.

Danske kunder skal kontakte advokatfirmaet Kromann Reumert, der har overtaget kontrollen med den danske del af forretningen på vegne af det svenske Finanstilsyn.

Det kan ske på telefonnummer 70 12 12 11, hvor man skal henvende sig til advokat Ulrik Jacobsen. Et opkald til Kromann Reumert blev ikke umiddelbart returneret.

Det Faglige Hus: Er ved at danne os et overblik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også