F&P glæder sig til Thorning

Brancheorganisationen ønsker Socialdemokraternes leder tillykke med valget. Den glæder sig til samarbejdet, men peger også på flere, store udfordringer.

Forsikring og Pension siger i en pressemeddelelse tillykke til Danmarks kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

”Vi glæder os til samarbejdet med Helle Thorning-Schmidt og den kommende regering,” siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen.

Men så er det også slut med lykønskningerne, for brancheforeningen lægger ikke skjul på, at sektoren står over for en masse udfordringer, som kræver handling fra politisk side.

Advarer mod fradragsloft

”Der er brug for at kigge og tænke langt, hvis det danske velfærdssamfund og dansk økonomi skal bære også de næste generationer. Forsikring og pension er en indbygget del af det danske velfærdssamfund – og skal være en del af fremtidens løsninger,” siger Per Bremer Rasmussen.

Ét af de helt centrale stridspunkter mellem rød blok og pensionssektoren har været det bebudede loft over skattefrie pensionsindbetalinger på 100.000 på livrentepensioner, som Helle Thornings parti har raslet med. Per Bremer Rasmussen benytter da også lige den aktuelle mulighed til at minde om uenigheden.

”Det er vigtigt at sikre danskernes pensionsopsparing, så danskerne trygt kan gå på pension – og vi kan finansiere de kommende store ældregenerationer. Derfor vil vi opfordre den nye regering til at sikre ro om rammebetingelserne for opsparingen. Et nyt pensionsloft vil skabe utryghed og uigennemsigtighed. Det vil skade tilskyndelsen til at spare op. Og uden at det for alvor sikrer flere penge i statskassen,” lyder det fra direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også